Netflix på vej med ny svensk dramaserie
Under bogmessen i Frankfurt løftede Netflix i dag sløret for en ny, svensk dramaserie, Anxious People, baseret på Fredrik Backmans bog af samme navn. Serien bliver produceret af FLX, der også står bag Netflix-serien Quicksand og den kommende serie Love & Anarchy. Serien vil blive instrueret af Felix Herngren, skaber og instruktør af Bonusfamilien. Camilla Ahlgren er manuskriptforfatter – også kendt som hovedforfatteren bag Broen og Quicksand.
Anxious People er en løssluppen komedie om et gidseldrama, der finder sted under et åbent hus-arrangement. En mislykket bankrøver låser sig selv inde med en over-entusiastisk ejendomsmægler, to bitre IKEA-afhængige, en gravid kvinde, en selvmordstruet multimillionær og en skide kanin. Til slut giver bankrøveren op og lader alle gå, men da politiet efterfølgende stormer lejligheden, er den… tom.
”Min kone og jeg føler, at FLX har vist en interessant spændvidde gennem de sidste par år – ikke blot i forhold til komedier, men specielt også i forhold til deres dramaer. Derfor er vi virkelig glade for og stolte over, at de ønsker at give sig i kast med lige denne her historie. Felix Herngren, som er en fornøjelse at arbejde sammen med, er utrolig dygtig indenfor komediegenren. Camilla Ahlgren forstår de skrøbelige og mørke sider af mennesket, og hun formår at skabe rigtige mennesker frem for blot karakterer. Bogen kunne ikke være i bedre hænder,” siger Fredrik Backman.
I Anxious People vil seerne overvære en serie af dysfunktionelle vidneforklaringer, hvor alle vidner fortæller deres version af, hvad der i virkeligheden skete. Og det munder ud i et større puslespil omkring mysteriets spørgsmål: Hvordan formåede bankrøveren at flygte? Hvorfor er alle så vrede? Og: Hvad er der GALT med folk i disse dage?
“Fredrik Backman har en ganske unik evne til at portrættere folk og finde interessante fortællinger, som afspejler Sverige. Det bliver et privilegium at forme denne her fantastiske bog sammen med Camilla Ahlgren. Det er samtidig fantastisk at kunne fortsætte vores samarbejde med Netflix, så vi kan få historien til at leve i hele verden,” siger Felix Herngren.
Tesha Crawford, Director of International Originals Netflix Northern Europe: “Vi er utroligt glade for at kunne fortsætte dette fantastiske samarbejde med FLX, der også stod bag vores første svenske serie Quicksand, som vi lancerede tidligere på året. Det bliver spændende at opleve samspillet mellem komedie og drama i denne nye serie med Felix Herngren som instruktør og Camilla Ahlgren som forfatter. Vi ser virkelig frem til at opleve, hvordan de vil bringe Fredrik Backmans højtelskede historie til live på en ny og spændende måde.”
Fredrik Backman fik sin litterære debut i 2012 med den globale sensation En Mand Der Hedder Ove. Hans forskruede, sjove, rørende og indsigtsfulde romaner skildrer odysséer for den ordinære mand og kvinde, såvel som fantastiske fortællinger om hverdagsmod. Fredrik Backman har til dato skrevet seks anmelderroste romaner, to hjerteskærende noveller om livet og kærligheden, og en faglitterær bog om forældreskab. Hans bøger er solgt i mere end 12 millioner eksemplarer og oversat til 46 sprog, og filmatiseringen af En Mand Der Hedder Ove var nomineret til to Oscars.
Anxious People vil blive produceret af FLX, Fatima Varhos og executive producers Pontus Edgren og Martina Håkansson. Derudover er også Fredrik Backman, Neda Backman og Tor Jonasson fra Salomonsson Agency executive producers.