Netflix ompakker hele deres bagkatalog
Netflix store katalog af titler får nu en tur i kompressionsmaskinen, så det fylder mindre. Det betyder at streams vil benytte 20% mindre data, og Netflix lover det sker uden kvalitetstab i forhold til nu.
Netflix vil også prioritere, hvor meget der komprimeres i forhold til givent indhold. Animationstitler som My Little Pony kan uden problemer trimmes mere end f.eks. en stor Hollywood film. My Little Pony vil kunne leveres i HD opløsning 1080p med en bitrate på 1.5 Mbps med den nye teknik.
Magasinet Variety har set en demo af Orange is the New Black 1080p stream med 5800 kbps og Netflix nye encoding teknik, hvor det vises med 4640 kbps, og de skriver at det var svært at se forskel.
Omkodningen af titler skal være afsluttet ved udgangen af 1. kvartal 2016.
Kilde: Variety