Netflix her travlt med indholdsaftaler der også omfatter nordisk indhold
Netflix har netop lavet aftaler med flere navne, der skal sikre streamingtjenesten nyt indhold i den kommende tid.
USAs tidligere præsident Barack Obama samt dennes kone Michelle Obama skal over de kommende år producere dokumentarfilm og tv-programmer for Netflix til udbredelse i alle de over 190 lande, hvor tjenesten er tilgængelig.
På den mere nordiske front, så har Netflix indgået en flerårig first look film aftale med den danske producer Kim Magnusson omkring nordisk indhold. Magnusson har op til nu været involveret i 125 film- og tv-serier, så det er altså en produktiv herre, som Netflix har sikret sig første rettighederne til nyt filmindhold fra. Han skal producere en række film eksklusivt til Netflix, og de vil få global premiere på tjenesten. Filmene bliver skandinaviske, dvs. primært på dansk, norsk og svensk og med lokale skuespillere.
I 1998 vandt han en Oscar for kortfilmen Valgaften (1998) og i 2014 for kortfilmen Helium. Han har været involveret i danske film som blandt andet De grønne slagtere, Terkel i knibe, Adams æbler og Parterapi.
Kim Magnusson ønsker at arbejde på tværs af alle genrer, herunder thrillere og romantiske komedier, og han skulle også være interesseret i at pitche serieidéer til Netflix, selv om det altså ikke er en del af den netop indgået filmaftale.
Kim Magnusson er den første dansker, der indgår en sådan aftale med Netflix. Hos Netflix fremhæver Ian Bricke, at Kim Magnusson er kendt for at producere film af høj kvalitet, og at man er glade for, at han nu skal producere lokale projekter til Netflix’ globale publikum.