Netflix: Guillermo del Toros Pinocchio har fået sat skuespillernavne på
Netflix har offentliggjort de medvirkende i den Oscar-belønnede Guillermo del Toros kommende stop-motion-musicaludgave af Pinocchio. Den nye stjerne, Gregory Mann, får hovedrollen som Pinocchio, Ewan McGregor spiller Jesper Fårekylling og David Bradley (Harry Potter-serien, Game of Thrones) Geppetto. Andre medvirkende er Oscar-vinderen Tilda Swinton, Oscar-vinderen Christoph Waltz, Finn Wolfhard (Stranger Things), Oscar-vinderen Cate Blanchett, John Turturro (The Batman), Golden Globe-vinderen Ron Perlman (Nightmare Alley), Tim Blake Nelson (Watchmen) og Burn Gorman (Enola Holmes).
Denne stop-motion-musical bygger på den klassiske fortælling af Carlo Collodi. Vi følger en lille dreng, lavet af træ og bragt til live af sin fars ønske, som kommer ud på en fantastisk rejse. Historien foregår under fascismens opblomstring i Mussolinis Italien, og del Toros Pinocchio er en historie om kærlighed og ulydighed, hvor Pinocchio kæmper for at leve op til sin fars forventninger.
Filmen er instrueret af del Toro og Mark Gustafson (Den fantastiske Hr. Ræv). Del Toro og Patrick McHale har skrevet manuskriptet. Sangene har tekster af del Toro og Katz og musik af Oscar-vinderen Alexandre Desplat, som også står bag selve filmmusikken. Gris Grimly har skabt det originale design af Pinocchio-figuren. Filmens dukker bliver skabt af Mackinnon og Saunders (Corpse Bride).
Pinocchio er produceret af del Toro, Lisa Henson fra The Jim Henson Company, Alex Bulkley fra ShadowMachine og Corey Campodonico samt Gary Ungar fra Exile Entertainment. Blanca Lista fra The Jim Henson Company og Gris Grimly er medproducenter. Desuden medvirker produktionsleder Melanie Coombs, scenograferne Guy Davis og Curt Enderle, animationsleder Brian Hansen, dukkeansvarlig Georgina Hayns, filmfotograf Frank Passingham, kunstnerisk leder Rob DeSue og animationsredaktør Ken Schretzmann.
Filmen, der er et livslangt passionsprojekt for del Toro, får premiere i biografer og på Netflix. Optagelserne begyndte sidste efterår i ShadowMachines studier i Portland, Oregon, og produktionen har kunnet fortsætte uforstyrret under pandemien.
“Efter i årevis at have arbejdet hen mod dette drømmeprojekt har jeg fundet den perfekte samarbejdspartner i Netflix. Vi har brugt lang tid på at sammensætte et fantastisk hold både foran og bagved kameraet, og vi har haft fantastisk støtte fra Netflix til stille og roligt at arbejde videre næsten uden afbrydelser. Vi har alle en stor passion for at lave animation, og vi tror på, at det her er det bedst tænkelige medie til at genfortælle denne klassiske historie på en helt ny måde,” siger del Toro.