Netflix fornyer The Lincoln Lawyer med sæson 5
Netflix har annonceret, at dramaserien The Lincoln Lawyer, der har den lidt fjollede danske titel Limousineadvokaten, er blevet fornyet med en femte sæson på 10 afsnit. Meldingen kommer blot en uge før premieren på seriens fjerde sæson og understreger seriens fortsatte styrke som en af streamerens stabile seersucceser.
Den kommende sæson 4 får premiere den 5. februar, og ifølge Netflix er arbejdet på sæson 5 allerede i gang.
“Vi er så begejstrede for at dele den kommende fjerde sæson med publikum den 5. februar – og endnu mere begejstrede for at kunne fortælle, at vi allerede er godt i gang med den næste. Sæson fire er den mest udfordrende og personlige rejse, vi nogensinde har taget Mickey Haller med på, og vi er taknemmelige for at kunne fortsætte rejsen i sæson fem,” lyder det i en udtalelse fra produktionen.
The Lincoln Lawyer er baseret på de populære romaner af Michael Connelly og følger den karismatiske forsvarsadvokat Mickey Haller, der overtager sin tidligere kompagnons advokatfirma efter dennes død.
Netflix oplyser samtidig, at sæson 5 vil tage udgangspunkt i den syvende bog i serien, Resurrection Walk, som dermed bliver næste kapitel i tv-adaptionen af Connellys univers.



