Netbutikker mangler varer – Store udfordringer med leverancer på grund af Corona
Danske netbutikker siger samstemmende, at den største udfordring i forbindelse med det seneste halvandet års Corona-epidemi har været at få fat i varer. Det viser E-handelsindekset for andet kvartal, som er en undersøgelse foretaget af YouGov for PriceRunner.
PriceRunner er Danmarks største prissammenligningstjeneste, hvor man finder priser på mere end 2,2 millioner produkter i 8.700 butikker i 30 lande, der alle leverer til Danmark.
I undersøgelsen svarer 68 procent, at den største udfordring i forbindelse med at få fat i produkter, reservedele eller andet til egen produktion under epidemien har været at deres leverandører har haft svært ved at få fat i de produkter eller varer, de behøver.
Næsten lige så mange, 62 procent, svarer, at den største udfordring har været lange ventetider på at få leveret varer.
Samtidig har mange onlineforhandlere oplevet, at prisen på de varer, de gerne vil have fat i, er steget. I alt 51 procent af de adspurgte svarer, at de har oplevet af de varer, de har brug for, er steget i pris under Corona-epidemien. Kun 11 procent, at de ikke har oplevet nogle udfordringer med leverancer under Corona-epidemien.
Ifølge forbrugeranalytiker for PriceRunner i Danmark, Katrine Barslev, bekræfter undersøgelsen en tendens, man har været opmærksom på i længere tid, og som forbrugerne også har mærket.
”Mange forbrugere har sikkert oplevet, at der er produkter, det er blevet sværere at få fat i eller som er steget i pris. Det interessante er, at vi med denne undersøgelse sætter tal på problemets omfang – og at det er så udbredt, som tilfældet er. Det er en virkelig alvorlig udfordring for netbutikkerne, som vi håber, snart bliver løst i takt med at situationen i de producerende lande bliver normaliseret,” siger Katrine Barslev.