Monte Carlo i nyt live-show på DR3
Fra den 20. oktober er ’Monte Carlo’-drengene aktuelle med et nyt live-show på DR3. Begivenheder fra ind-og udland bliver vendt og drejet, og de to makkere garanterer for politik, kultur, statistik og hologrammer i rigelige mængder.
De har været fast inventar på P3 alle hverdage i over to år. De har indkasseret DRs sprogpris, og en mængde andre TV- og radiopriser. De har taget DR3’s seere med til Rusland, Mellemøsten og USA. Og nu er Monte Carlo-drengene så klar med et helt nyt live-program på DR3 mandag til torsdag klokken 22.00-22.30.
Programmerne tager de dagsordensættende emner op og på ’Monte Carlo’s sædvanlige facon får du det vigtigste fra dagens nyhedsstrøm – plus det løse.
“Vi kan næsten ikke vente med at sætte os til rette i vores spritnye studie. Der er masser af nyheder, som bare venter på at blive fortalt – uden det filter, som altid er rundt om dem,” siger Esben Bjerre.
“Vores program er et alternativ til de etablerede nyhedsudsendelser. Vi har simpelthen kigget rundt i landskabet og vurderet, at omgivelserne skriger efter et program som dette. Så vi har gjort os umage,” siger Peter Falktoft.
Netop nu er malingen ved at tørre på scenografien og lyset ved at blive sat i studie 3 på Nordisk Film i Valby, hvor ’Monte Carlo’ sender fra.
“Det nye liveprogram med ’Monte Carlo’ er med til at få debat og aktualitet ind i DR3’s flade. De tager begivenheder op, der er dagsordensættende og foregår lige her og nu, og derfor kan Peter og Esben sætte deres præg på den daglige nyhedsdækning. Peter og Esben har om nogen vist, at de med deres humor, og skæve måde at tænke på appellerer til de unge, på en sådan måde, at de får det yngre publikum til at diskutere og forholde sig til stofområder, som de ellers ikke ville beskæftige sig med,” siger Julie Schytte Ralund, der er redaktør på DR3.
Kilde: DR