Milliongevinst ved frit tv-valg i boligforeninger
Frit tv-valg i boligforeninger vil give en gevinst på estimeret 68 millioner kroner, viser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens analyse. Størstedelen af husstandene kan komme til at betale marginalt mere, mens den mindre gruppe, der ventes at vælge en fælles tv-løsning fra, har udsigt til at spare estimeret 149 kroner om måneden.
Direktør i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Agnete Gersing, siger:
”I dag er der husstande i boligforeninger, som er bundet til at betale for en fælles tv-løsning, de ikke ønsker. Hvis de får frit valg estimerer analysen, at de i snit sparer 149 kr. om måneden. Omvendt ventes langt størstedelen stadig at foretrække den fælles løsning, og de sparer ingenting.”
”To store aktører sidder meget tungt på markedet for tv-løsninger til boligforeninger. Muligheden for at vælge fælles løsninger fra vil være et vigtigt skridt på vejen til at styrke konkurrencen på området.”
650.000 husstande er i dag bundet til en fælles tv-løsning i deres boligforening. Hvis de får muligheden ventes 15 procent af dem at fravælge den fælles løsning. De 15 procent vil kunne spare 149 kr. om måneden i snit. Sådan lyder bedste estimat i analysen”Fælles tv-forsyning: Økonomiske konsekvenser af mere frit valg” foretaget af konsulenthuset Incentive for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.
Det ventes, at 66 procent af de 650.000 husstande vil vælge at beholde den fælles tv-løsning, selv om de tilbydes frit valg. De kommer til at betale samme pris for tv-pakkerne som hidtil, men de faste udgifter vil kunne stige estimeret 7 kr. om måneden, hvis der bliver færre om at betale.
De resterende 19 procent af de 650.000 husstande ventes at overgå til individuelle løsninger, hvis der indføres frit valg. Det gør de alene fordi boligforeningen ventes at stoppe med at tilbyde den fælles tv-løsning. Analysen estimerer, at den gruppe kommer til at betale 37 kr. mere om måneden for deres tv.
Samlet set vil frit valg give en gevinst på estimeret 68 millioner kroner til de 650.000 husstande, der i dag er bundet til en fælles tv-løsning i en boligforening. Det svarer i snit til 11 kr. pr husstand. Gevinsten dækker over, at en mindre gruppe kan opnå en stor besparelse, mens langt størstedelen kan komme til at betale marginalt mere.
Analysen er et led i en række initiativer i vækstpakken fra 2014, som havde bred politisk opbakning.
En tidligere analyse fra Deloitte i 2013 viser, at de to centrale tv-leverandører YouSee og Stofa leverer tv til omkring 90 procent af de husstande, der er omfattet af aftaler gennem deres boligforening.
Læs hele analysen ”Fælles tv-forsyning: Økonomiske konsekvenser af mere frit valg”
Kilde: Konkurrence og Forbrugerstyrelsen