TV-Nyt

Mere om karaktererne i Minkavlerne på TV 2 Zulu

Læs mere om skuespillerne og deres karakterer i Minkavlerne herunder


Minkavlerne Jakob Ruben Søltoft

Jakob

Jakob er den yngste af de tre brødre i minkavlerfamilien og har aldrig rigtigt passet ind i søskendeflokken. Modsat sine brødre har han klaret sig godt i skolen, og deres far, Niller, har derfor store forventninger til, hvor godt det hele bliver, når Jakob overtager minkfarmen. Det har Jakob dog ingen planer om at gøre, hvilket han ikke helt har fået fortalt endnu. Jakob er nemlig meget konfliktsky. Så snart en situation spidser til, stikker han af, om det så er fra familien, kæresten eller studiet.

Jakob er flygtet så langt væk fra familien, som han kan, nemlig til København, hvor han læser oplevelsesøkonomi og bor med sin kæreste, Rebekka, som han nu også er stukket af fra.

Jakob spilles af Ruben Søltoft

Ruben Søltoft er opvokset i Astrup ved Himmerland. Han er standupkomiker og vandt blandt andet DM i standup i 2010. Siden har han spillet med i tv-serien ‘SJIT Happens’ på TV 2 ZULU. Ruben Søltoft har desuden turneret med onemanshowene ‘Mit Hoved’ og ‘Ting Fra Min Mund’.

Minkavlerne MartinMartin

Martin er familiens ældste søn og tager del i driften på minkfarmen. I skolen blev Martin mobbet og stemplet som dum, fordi han er ordblind. Skolen gav hurtigt op på ham og hans bror Allan, og smed dem i specialklasse. Men Martin er ikke dum. Han er snu og udspekuleret og tøver ikke med at tage røven på folk for at tjene en ekstra skilling. Men samtidig er Martin usikker på sig selv og sine evner – især over for sin far, der heller ikke har megen tiltro til Martins evner.

Martin spilles af Kasper Gross

Kasper Gross er fra Aarhus. I 2009 vandt han to standup-konkurrencer og har siden turneret med flere shows. Han har desuden været nomineret til ‘Talentprisen’ ved ‘ZULU Comedy Galla’ to gange. Sammen med makkeren Jonas Mogensen står han bag tv-programmer som ‘Er vi der ikke snart?’ (2017) på TV 2 ZULU og ‘Grand Danois’ (2016) på TV 2. Kasper har ligeledes været medforfatter på fem sæsoner af ‘Dybvaaaaad’ på TV 2 ZULU. Kasper Gross og Jonas Mogensen har sammen skrevet manuskriptet til ‘Minkavlerne’.

Minkavlerne AllanAllan

Allan er familiens mellemste søn og en handlingens mand af meget få ord. Han er grænsesøgende og skræmmende rolig, lige indtil han pludselig eksploderer. For Allan betyder familien, og i særdeleshed Martin, alt. Han skyer ingen midler for at beskytte sin familie, hvilket ofte gør situationen meget værre.

Hvis man ser, hvor glad Allan er for at aflive mink, kan man godt blive nervøs for, hvad han ellers kan finde på. Især når man ved, hvor god han er med sin riffel.

Allan spilles af Jonas Mogensen

Jonas Mogensen er fra Nordjylland, men bosat i Aarhus. Han er standupkomiker og vandt i 2015 ‘Talentprisen’ ved ‘ZULU Comedy Galla’. Sammen med makkeren Kasper Gross står han bag tv-programmer som ‘Er vi der ikke snart?’ (2017) på TV 2 ZULU og ‘Grand Danois’ (2016) på TV 2, og Jonas er ligeledes medforfatter på de seneste fem sæsoner af ‘Dybvaaaaad’ på TV 2 ZULU. Kasper Gross og Jonas Mogensen har sammen skrevet manuskriptet til ‘Minkavlerne’.

Minkavlerne Gerda Niller Kirsten Lehfelt Niels HausgaardGerda og Niller

Gerda er mor til Allan, Martin og Jakob. Hun er familiens egentlige overhoved, der samtidig holder styr på minkfarmens finanser. Hun er menneskekender og spotter lynhurtigt, hvis folk lyver, men holder også en beskyttende hånd over sin familie. Hun har en særlig evne til at tro på det bedste i sine sønner og se gennem fingre med det lort, de laver. Inderst inde har Gerda skyldfølelse over for Martin og Allan efter sit massive alkoholmisbrug, da de var små. Et misbrug, som præsten Per hjalp hende ud af.

Niller er gift med Gerda og ser sig selv som familiens overhoved. Han er nærig og stædig, og han kunne aldrig drømme om at give nogen et kompliment. Niller er dårligt gående, men nægter at indrømme det. Derfor trækker han sig selv rundt på en kontorstol. Niller er typen, der aldrig giver op, og derfor lever han stadig højt på minkfarmens storhedstid.

Gerda spilles af Kirsten Lehfeldt

Kirsten Lehfeldt er fra Skanderborg og uddannet skuespiller ved Aarhus Teater. Kirsten har medvirket i flere tv-serier samt film som ‘Mord i Paradis’ (1988), ‘Solkongen’ (2005), ‘Tarok’ (2013) og ‘Mænd og Høns’ (2015). Kirsten er desuden kendt for sit samarbejde med Søs Egelind, som hun har skabt en række tv-serier sammen med som blandt andet ‘Søs & Kirsten’, ‘Kongeriget’ og ‘Selfistan’.

Niller spilles af Niels Hausgaard

Niels Hausgaard er fra Hirtshals. Han er sanger, sangskriver, satiriker og skuespiller. Niels Hausgaard har udgivet ti studiealbums og optrådt i adskillelige tv-programmer som blandt andet ‘Spørg Charlie’ på TV 2 CHARLIE. Han har senest turneret med showet ‘Tryk min danske hånd’ i 2019.

Minkavlerne Rene Mick ØgendahlRené

René er en provinssmart fyr, som bor i Ringsted. Han taler gerne sig selv op og pynter på sandheden for at fremstå smartere, end han i virkeligheden er. Han kalder sig selv ‘kørende sælger’, men er egentlig bare kørende fiskehandler. René er en ensom fyr, der har svært ved at komme tæt på andre mennesker og i særdeleshed det modsatte køn.

René spilles af Mick Øgendahl

Mick Øgendahl er opvokset på Østfalster. Karrieren tog for alvor fart med satireserien ‘Intermezzo’ i 1999 og Micks første onemanshow, ‘Micktrix’. Siden er det blevet til yderligere fem shows og en lang række roller på film og tv. Mick Øgendahl er desuden medstifter af produktionsselskabet Falster Inc., som står bag ‘Minkavlerne’.

Minkavlerne Per Frank HvamPer

Per Abildgaard er den lokale sognepræst. Han er godhjertet, positiv og hjælpsom, men knap så bibelstærk. Per er far til dyrlægen Maria, som han først lige er begyndt at lære at kende. Per kan ikke løbe fra, at han er lidt af en skørtejæger og har et godt tag på de kvindelige kirkegængere.

Per spilles af Frank Hvam

Frank Hvam er oprindeligt fra Ørum i Midtjylland. Han er standupkomiker, manuskriptforfatter og skuespiller. Han er kendt fra tv-programmer som ‘Casper & Mandrilaftalen’ og ‘Lang fra Las Vegas’ (2001-3) og skabte i 2005, sammen med Casper Christensen, komedieserien ‘Klovn’. Frank Hvam har desuden optrådt med flere onemanshows og var i foråret 2019 aktuel med showet ‘Det gode selskab’ sammen med Mick Øgendahl.

Minkavlerne MariaMaria

Maria er datter af præsten Per, men har levet det meste af sit liv hos sin mor i København. For at lære sin far bedre at kende er hun flyttet til Nordjylland, hvor hun nu hjælper til hos den lokale dyrlæge. Maria er handlekraftig og klog – og bestemt ikke bange for at sige sin mening. Og hun lader sig ikke skræmme af et par bonderøve.

Maria spilles af Anna Stokholm

Anna Stokholm er oprindeligt fra København og er uddannet skuespiller fra Odense Skuespillerskole i 2016. Ud over ‘Minkavlerne’ har Anna medvirket i ‘Klassefesten’ (2011), ‘De forbandede år’, der får premiere i 2019, og TV 2 CHARLIEs dramaserie ‘Sygeplejeskolen’ (2018-2019).

Minkavlerne RebekkaRebekka

Rebekka er Jakobs kæreste og et snotforkælet enebarn, der er vant til at få sin vilje. Hun har allerede planlagt sit og Jakobs liv ned til mindste detalje, men har bare lige glemt at spørge Jakob, om han er enig i planen. Hun er villig til at kæmpe med næb og kløer for at holde fast i Jakob, når hun nu har investeret så mange timer i ham.

Rebekka spilles af Julie Rudbæk

Julie Rudbæk er fra Rødovre. Hun er skuespiller, manuskriptforfatter og står bag de roste tv-serier ’29’, ’30’ og ’31’. Julie Rudbæk er uddannet fra Det Danske Filmskuespillerakademi i 2009. Siden har hun skabt tv-satireprogrammerne ‘Generation SoMe!’ og ‘Julie og Jesper’ samt mini-tv-serien ‘Jaloux’ til DR i 2017.

Minkavlerne Sonja Bodil JørgensenSonja

Sonja er den lokale kromutter og har været det så længe, at hun nærmest er groet sammen med stedet. Hun er snu og finder sig ikke i noget. Alle på egnen har respekt for Sonja, for hun har den ultimative magt; hun kan give én karantæne fra kroen. Hendes forhold til Niller og Gerda går helt tilbage til, dengang de to mødte hinanden, og Gerda også stod i baren. Sonja kender alle familiens – og resten af byens – hemmeligheder.

Sonja spilles af Bodil Jørgensen

Bodil Jørgensen er oprindeligt fra Vejen og uddannet skuespiller ved Statens Teaterskole i 1990. Den prisbelønnede skuespiller har spillet masser af teater og været med i film og tv-serier som ‘Idioterne’, ‘De grønne slagtere’, ‘Hvidsten Gruppen’ og ‘Den skaldede frisør’ samt ‘Lærkevej’, ‘Lykke’ og ‘Badehotellet’. Hun har desuden lavet tv-satire som ‘Rytteriet’ og spillet revy med ‘Tam Tam i Glassalen’.

    Mere om karaktererne i Minkavlerne på TV 2 Zulu

    LoadingTilføj Favoritlisten Favoritliste
    Kilde: TV 2 presse

    Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag

    I samme kategori

    Back to top button
    Close

    Adblocker registreret

    Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard