Streamingnyt

Mere end hver fjerde danske streamer har været serieutro

Kunne du heller ikke vente med at se det nyeste afsnit af din yndlingsserie – selvom du havde aftalt at se det med en anden? Så er du ikke alene. Ny undersøgelse viser, at mere end hver fjerde dansker, der streamer, har været serieutro mod deres familie, faste serieven eller kæreste – og har løjet om det efterfølgende.

De forbryder sig altså mod den gyldne regel i hjemmet, blandt venner og i parforholdet: Se ikke forud i serien, man har aftalt at se sammen. Undersøgelse er fortaget af Epinion på vegne af Telmore.

”Der er overraskende mange af os, og især af de unge, der falder i fælden. Selvom vi sværger hinanden serietroskab og lover, at vi ikke ser forud, er fristelsen simpelthen for stor til ikke at nappe et afsnit eller to. Men det forstår jeg jo sådan set godt, for der er uhørt meget indhold af høj kvalitet i disse dage,” fortæller Carsten Løvenkrands, der er Product Owner & Product Manager i Telmore.

De mest utro streamere finder man blandt de unge i alderen 18-35 år. Her har 43 procent – altså knap hver anden – set et afsnit uden sin faste seriepartner, mens 26 procent siger, at de godt kunne finde på det. Kun hver fjerde siger, at de aldrig ville gøre det. Til sammenligning er dét tal 57 procent for aldersgruppen 56+ år.

De færreste går selv til bekendelse – sådan afslører du serieutro

Man kan dog ikke altid regne med, at samvittighedskvaler driver ens seriepartner til at bekende sin ugerning. Faktisk viser undersøgelsen, at hele 47 procent af de danske streamere lader som ingenting og genser afsnittet med sin seriepartner uden at fortrække en mine.

Hér adskiller Telmore Play-kunderne sig dog overraskende nok fra de danske streamere. Parallelt med Epinions undersøgelse, har Telmore kørt samme spørgeskema blandt egne rækker, og den viser, at deres kunder oftere går til bekendelse – faktisk hele 55 procent. Til gengæld er de også utro på et næsten tilsvarende højt niveau som den troløse ungdom.

Går man med mistanke om, at ens partner er serieutro, har Carsten Løvenkrands et tip til at afsløre ugerningen:

”Hvis du og din seriepartner deler en konto på for eksempel Netflix, kan du faktisk finde en oversigt over, hvad der er blevet streamet fra profilen – og hvornår. Til gengæld kan den snu seriepartner også slette sine spor det samme sted, så dét skal man selvfølgelig være opmærksom på. Det handler jo i bund og grund mest om at lave klare aftaler og stole på hinanden. Og så vil jeg mene, at man kan finde lidt ro i, at serieutroskab trods alt er en ret uskyldig udåd, hvis fristelsen alligevel skulle blive for stor,” siger han.

Værst er serieutroskaben gået ud over Game of Thrones’ danske fans, viser undersøgelsen. Serien indtager førstepladsen i top 5-listen over serier, flest har været utro med. En liste, der i øvrigt tæller Badehotellet, Sommerdahl, Vikings og Paradise Hotel.

Listen er dog også et udtryk for, at det ikke kun er spændingen, der gør det svært at vente, vurderer Carsten Løvenkrands.

”Streaming er jo en social aktivitet – ikke kun i relationen mellem seriepartnere, men også i relation til ens omverden. Især de højaktuelle serier og store produktioner bliver ofte et fælles referencepunkt hen over frokosten på arbejdet eller under smalltalk til familiefødselsdage. Det kan gøre det udfordrende at holde igen, hvis et nyt afsnit udkommer en dag, hvor seriepartneren ikke kan se med. For hvordan skal man så kunne deltage i snakken – også uden risiko for at få handlingen spoilet?,” siger han.

Om undersøgelserne

Befolkningsundersøgelsen er gennemført af Epinion på vegne af Telmore. Der er foretaget 2.000 webinterviews af 18-75-årige danskere, der har streamet indenfor den seneste måned.

Data er indsamlet i perioden 14. april til 28. april 2021 via Epinions panel og er repræsentativt for den danske befolkning med hensyn til køn, alder og region.

Samme undersøgelse er udsendt til og besvaret af cirka 24.600 Telmore Play-kunder i perioden 27. april til 7. maj 2021.

Kilde: Telmore presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard