Radio og Podcast Nyt

Mens vi venter på P4 – DR gentager succesen endnu engang

Samtidig med at anden er i ovnen, julefrokoster er blevet indtaget, og samtidig med at mange har ladet sig transportere på kryds og tværs af landet, er der de seneste fem år sket noget helt særligt den 24. december. For da har juleaftensdag også budt på årets mest hørte radioprogram i Danmark.

”Siden 2013 har årets mest hørte radioprogram været sendt juleaftensdag. Dermed har udsendelsen lige nøjagtig overtrumfet alt andet, der ellers lå i toppen af årets liste. Alle årene er det P4-juleprogrammet ’Mens vi venter’, der har været det mest hørte radioprogram i Danmark,” forklarer medieforsker Rasmus Kidde fra DR Medieforskning.

Han tilføjer, at ’Mens vi venter’ for eksempel havde henholdsvis 1.499.000 lyttere sidste år, mens 1.450.000 var forbi i 2016. Igen i år får P4-værterne Dennis Johannesson og Anders Bisgaard mulighed for at stikke årets lytterrekord. For mandag den 24. december sender de ’Mens vi venter’ for 11. år i træk.

Flæskesteg af vildsvin

”Vi synger, sender hilsner og ringer til folk med hjertet på rette sted – rundt om i verden. Og så laver vi mad. Og her er årets største udfordring nok flæskesteg af vildsvin. Vores kollega Henrik Povlsen har været i Tyskland og skudt svinet, og vi står nu med en steg, der har 10 centimeter stive børster, lige dér hvor der helst skulle være flæskesvær. Hvordan skal det gå? Bliver det jul i år?” siger Dennis Johannesson og Anders Bisgaard, der sender det syv timer lange program direkte fra DR i Næstved den 24. december fra klokken 10.03 til 17.00.

Lytterne ”risikerer” også i år at høre de to værter synge i vilden sky i ’Mens vi venter’. For Dennis Johannesson og Anders Bisgaard vil i løbet af udsendelsen skrive linjerne og versene til en satirisk sang om året, der snart er gået.

P4-redaktør Lars Daneskov glæder sig både til sang og til at se, om programmerne igen bliver årets mest hørte:

”For nogle er det først jul, når de har været i kirke eller har hørt Jesper Fårekylling synge i ’Disneys Juleshow’. For mig starter jul ikke, før Anders og Dennis har sunget deres årlige julesang og lavet mad i studiet. På den måde er ’Mens vi venter’ for mig og halvanden million andre danskere lyden af hygge og fællesskab og radio, der nærmest føles som en pejs, som giver én lyst til at rykke helt tæt sammen ved højttalerne,” siger han.

Kilde: DR presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard