Arkiverede Tests

Maximum S-9100 CI HD PVR

Danske Kjaerulff1 har været så venlige at udlåne endnu et nyt produkt I deres brede sortiment. Det er HD PVR Satellit modtageren Maximum S-9100 CI HD PVR. Det er en interessant model med indbygget 500 GB harddisk og twin DVB-S2 tunere. DIGITALT.TV kigger nærmere på denne model, der dog ikke umiddelbart er målrettet det danske marked. Den sælges dog i Danmark og leveres med dansk manual.

Fakta

Producent:    Maximum
Produkt:       Maximum S-9100 CI HD PVR
Distributør:   Kjaerulff1 www.kjaerulff1.com

Udpakning

Maximum S-9100 CI HD PVR leveres med fjernbetjening, batterier, lnb loop kabel, scartkabel og startguide på papir og en egentlig dansk manual som PDF på en CDROM.

Vi savner et HDMI kabel, som man enten kunne have inkluderet sammen med scartkablet eller i stedet for scartkablet. Købere til denne model bør være kunder med fladskærme med HDMI tilslutningsmulighed.

Fjernbetjeningen er den efterhånden velkendte tynde fra Maximum, hvor der anvendes 2 knapbatterier.

På fronten af boksen finder vi en afbryder, en jog shuttle, menu og slut knap, alfanumerisk display der viser kanalinformation eller klokken i standby mode med samtidigt blåt lys omkring jog shuttle og standby knappen. Der er også mulighed for at have displayet helt slukket via en indstilling i menuen. En energispare funktion er der også, men så må man leve med en forholdsvis lang opstartstid.

Installation og opsætning

På bagsiden finder vi følgende tilslutninger:

· 2 tuner ind og udgange

· 3 x USB tilslutninger

· Lan port (uden muligheder pt.)

· HDMI udgang

· 2 x scart tilslutninger

· Composite video og analog lydgange

· Component video udgange

· RS-232C tilslutning

· Optisk S/PDIF lydudgang

· Strømknap

Første installation forløb  ganske smertefrit – valg af menusprog, hvor dansk naturligvis er tilgængeligt. Derefter satellitpositioner – her kan det evt. godt betale sig at scanne ind frem for at vælge den prædefinerede kanalliste, der ikke synes at være helt up to date. Man skal også angive ens installationstype. Altså om man anvender en twin lnb løsning enten 2 kabler eller Unicable. Det er fint vist visuelt med billede. Man kan også anvende en standard lnb med loop kabel fra indgang 1 til 2. Sidstnævnte sætter begrænsninger i at benytte sig af de to tunere. Der er mulighed for at give ekstra spændning til lnb’en ved længere afstande, hvilket er en god ekstra detalje.

Der understøttes både DiSEqC 1.0, 1.2, USALS og Unicable og der er mulighed for både automatisk og manuel kanalscanning. Transpondere gemmes i en transponderliste og denne kan man også redigere i.

Manuel scanning giver følge muligheder for opsætning

· Antenne : Satelliten, som skal skannes.

· Frekvens : Frekvensen for transponderen, der skal findes manuelt.

· Polaritet : Polariteten for transponderen, der skal findes manuelt.

· Symbolrate : Symbolraten for transponderen, der skal findes manuelt.

· Modulation : Valget af modulation (DVB-S QPSK, DVB-S2 QPSK og DVB-S2 8PSK)

· Pilot : DVB-S2 parameter (kun ved DVB-S2 modulationsmodus)

· Koderater : Koderaten for transponderen, der skal findes manuelt.

· Scanmodus : I modus Frie kanaler, scanner modtageren alle kanaler udenkodning.

· Service type : Valget af TV, Radio og TV&Radio.

· Netværkssøgning : Hvis aktiveret, søger modtageren efter flere transpondere vha.netværk  indekstabellen.

· PID-søgning : Søgning med Auto PID, Manuel Dec, Manuel Hex.

Daglig brug

Maximum S-9100 CI HD PVR har et fint og overskueligt menusystem med flot grafisk overflade. Kanallisten kan sorteres alfabetisk eller efter transponder, netværk og kodningssystem. Man kan oprette op til 8 egne favoritlister.

Der er ingen indbygget kortlæser, men et conax cam med et Canal Digital kort gav adgang til både SD og HD kanaler. Eneste lille problem var, at såfremt vi slukkede på en Canal Digital HD kanal, så skrev modtageren af og til kodet kanal, når vi tændte igen. Et kanalskift til en anden kanal gjorde, at det virkede igen.

Der er kanalpladser nok med 8000 kanaler, og boksen skal have ros for udførlig information om kanalers parametre. I infobjælken vises en række oplysninger om den aktive kanal. Betjeningen er ikke altid lige intuitiv eller også skal indstillinger foretages på en lidt anden måde føles det end på mange andre modeller. Kanalflytning er set mere brugervenligt end her.

EPG vinduet er lidt skuffende – kun en tidsinterval oversigt for alle kanaler. Det er ikke overskueligt og for få programinformationer vises for at man får et overblik. Her havde det været rart, om man kunne se en enkelt kanals EPG på listeform.

Boksen tilbyder pt. ikke billede i billede funktion, selv om der er en knap til det på fjernbetjeningen, men det er muligt at skifte mellem sidst sete kanal og aktuel kanal. Der arbejdes på at få PIP til at virke.

Undertekster på kanalerne på 1 vest fungerer fint, både DVB og tekst-tv undertekster. Tekst-TV virker fint med hukommelse. Som standard vises kanalerne i 1080i men også 576 og 720 kan vælges som opløsning.

PVR og USB

Med den store 500 GB harddisk er der plads til en del optagelser og også selv om der er tale om HD programmer. Harddisken er meget lydløs, så den generer ikke. Modtageren er som standard sat til at fungere med timeshift. Altså optages der aktivt på kanalen man ser på, så man kan spole tilbage. Dette kan slås fra, såfremt man ønsker det. Optagelser kan naturligvis sættes i gang manuelt eller via timerfunktionen. Via EPG er det muligt at foretage optagelsesreservationer. Der kan optages 2 kanaler på samme tid og ses et optaget program samtidigt. Er den optagelse man har foretaget gemt kodet, kan man også få boksen til at lave en ukodet udgave ved at trykke record under afspilning.

Afspilning af optagelser sker enkelt via optagelseslisten. Man kan ved afspilning ganske praktisk hoppe frem ved at benytte de numeriske knapper på fjernbetjeningen. Trykkes 3 hopper man frem til 30 % inden i optagelsen. Der er også mulighed for at sætte bogmærker i optagelser. Der kan spoles med op til x 4 hastighed. Det kunne godt være mere. Der er mulighed for at klippe i optagelser, hvilket er fint.

USB tilslutning gør det muligt at flytte filer til og fra boksens harddisk. Man har altså mulighed for at hente optagelser ud af boksen. Det kræver at boksen er i standby mode, uden at den er i energibesparende modus. Fra ens PC installeres den medfølgende driver på CDROM’en. Det kræver dog, at man går ind i enhedshåndtering og manuelt opdaterer driveren for USB lagringsenhed. Ikke den mest brugervenlige løsning, men det virker da. Også billeder kan vises med modtageren foto-album liste. Vi kunne godt få forbindelse til en ekstern harddisk i vores test via tilslutning til USB port.

Der er også et kanalredigeringsprogram med på CDROM’en. Kanal listen kan udlæses på en USB nøgle for herefter at editeres i det editerings program som ligger på CD’en.

Konklusion

Maximum S-9100 CI HD PVR er en ganske velfungerende PVR boks med twin tuner. Den kan ikke helt kaldes High End, eftersom den ikke er helt med fremme på LAN siden og funktionsmæssigt også kunne være lidt bedre. Specielt EPG delen kunne der med fordel arbejdes på. Men man får en brugervenlig, stabil og hutig modtager med en god PVR del.

Boksen baserer sig på en Homecast HS8100 PVR rent hardwaremæssigt og en udgave med indbygget conax kortlæser skulle være på vej.

DIGITALT.TV takker kjaerulff1 for udlån af modtager til denne test.

Bestil SkyShowtime Premium til halv pris her
reklame-link

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard