Matador for stærk for TV 2 – Flytter Voice
DRs drama-flagskib Matador fra 1978 formår stadig at samle seerne hjemme i stuerne. Lørdag aften valgte 1.061.000 danskere at se tredje afsnit af dramaserien, mens 567.000 lukkede op for sæsonpremieren på Voice – Danmarks største stemme, der blev sendt samtidig på TV 2.
“Vi må se i øjnene, at vi ikke kan stille noget op over for tv’s kronjuvel i Danmark, så vi har besluttet, at det er bedre at flytte sendetidspunktet for ‘Voice’ til kl. 20.55, så seerne får mulighed for at se begge dele,” siger TV 2s underholdningschef Gitte Madsen til tvtid.dk og tilføjer.
“Vi synes, at vi har et stærkt program, som fortjener den bedste eksponering. Så vi vil give seerne chancen for at følge med i ‘Voice – Danmarks største stemme’ senere på aftenen,” lyder det fra Gitte Madsen.
Selv om TV 2 lørdag måtte kapitulere over for den benhårde konkurrence fra ‘Matador’, fik kanalen oprejsning med det efterfølgende Zulu Comedy Galla (genudsendelse fra TV 2 Zulu), som fik 480.000 seere – hvilket er det hidtil næsthøjeste seertal til gallaet.
TV 2 står bedre i fredagsdysten
Mens lørdagen står i DRs og ‘Matador’s tegn, er fredagen stadig TV 2s med ‘Vild med dans’. Fredag valgte 1.029.000 danskere at se sæsonens anden udgave af danseshowet, mens bare 608.000 så ‘Husk lige tandbørsten’ på DR1.
I forhold til sidste uge er det et fald for “Tandbørsten”, som havde 724.000 seere til sæsonpremieren, mens ‘Vild med dans’ steg lidt fra sidste fredag, hvor sæsonpremieren blev set af gennemsnitligt 1.022.000 seere.
Kilde: TV 2