Maiken Wexø forlader Discovery Networks Danmark
Discovery Networks Danmarks programdirektør, Maiken Wexø, forlader virksomheden ved udgangen af januar for at søge nye udfordringer.
Tre år efter Maiken Wexø sluttede sig til Discovery Networks Danmark, har Wexø nu valgt at stoppe hos virksomheden. Under Maiken Wexøs ledelse har Discoverys kanaler fået endnu skarpere profiler og tilbyder nu meget af det allerstærkeste indhold på det danske tv-marked.
”Maiken Wexø har bidraget massivt til, at Discovery Networks Danmark er, hvor vi er i dag. Det vil jeg og alle andre her hos Discovery gerne takke Maiken for. Et af Maikens store og mest succesfulde projekter har været at udvikle Kanal 5 til en af de fire store hovedkanaler i Danmark. Det er lykkedes takket være programmer som 5. halvleg, Ninja Warrior og Eftersøgt, der alle har Maikens tydelige fingeraftryk,” siger Christian Kemp, adm. direktør, Discovery Networks Denmark.
I en kommentar siger Maiken Wexø selv:
”Der er sket rigtig meget i organisationen, siden jeg startede. Det er et andet job, jeg forlader, end det jeg fik. Derfor har jeg nu valgt at søge nye udfordringer og overlade mine opgaver til en meget kompetent programledelse og et team af dygtige medarbejdere. Jeg er stolt af den Kanal 5, vi har skabt, og hvordan vi på Kanal 4 har sat fokus på vigtige emner som angst og skabt debat på sociale medier. Det bliver utroligt spændende at følge Discovery i den næste tid, ikke mindst med dramasatsningen Gidseltagningen, som kan løfte Kanal 5 yderligere. Endelig glæder jeg mig enormt til at finde ud af, hvad jeg nu skal. Mediebranchen er spændende som aldrig før, så jeg ser frem til nye spændende udfordringer”.
Maiken Wexø har været programdirektør hos Discovery siden januar 2014, hvor hun kom til virksomheden fra TV 2. Anne Garlichs, der er kanalchef for Kanal 4 og Kanal 5, overtager Maiken Wexøs ansvarsområder.
Kilde: Discovery Networks