Månedens danske film nyheder på Nordisk Film+
Få ubegrænset adgang til det største udvalg af danske film på Nordisk Films streamingtjeneste nye Nordisk Film+. Se et bredt udvalg af danske film fra alle årtier med Chromecast, AirPlay og Apple TV.
Fra oktober 2022 så afløser Nordisk Film+ den gamle tjeneste Dansk Filmskat. Denne guide vil fortsat gengive filmpremierer i Nordisk Film+ sektion for Danske Film.
Sekstenårige Kristian kommer til en ny skole og i starten har han svært ved at falde til. Kun den i de andres øjne lidt aparte Henrik interesserer sig for ham. Kristian satser imidlertid på den dominerende klikes accept og bliver venner med klassens ledende dreng, Patrick. Klassen får dog sin forestillingsverden rystet, da Patrick en dag står åbent frem og fortæller, at han er bøsse – lige det, man beskyldte Henrik for at være. Kristian oplever samtidigt sin første kærlighedsaffære med en svensk sangerinde, der er del ældre end han.
1986
Rune ankommer til Horsens Statsfængsel, Danmarks hårdeste fængsel, for at afsone en voldsdom. Hans intention er at holde sig for sig selv og undgå problemer for derved at komme ud af sin kriminelle løbebane. Men fængslet er fyldt med regler, æresbegreber, skjulte dagsordener og interne overenskomster som han forsøger at navigere rundt i. Men skal Rune overleve i denne verden, er han nødt til at finde sin plads i det interne hierarki. I en verden hvor tremmer og fængslets tykke mure isolerer ham fra friheden og hvor blodstænk på vægge og gulve vidner om en barsk verdensorden, er Rune reduceret til at være et nummer og et bogstav: R.
2010
Folkekomedie med Chr. Arhoff i hovedrollen. Han var en sjælden gæst øverst på rollelisterne i danske film, og det var synd for hans komiske talent var stort. Her får han lejlighed til, sammen med en overbevisende, debuterende Lily Broberg, at spille på alle strengene som en kluddermikkel, der gerne vil være kriminalreporter på avisen. Da han sammen med Broberg, der spiller en ung sekretær, opsnuser en sag om en falskmønter er der både karriere og kærlighed i horisonten.
1944
Jacob Svendsen er taxachauffør og lykkeligt gift med Else, men der hviler en skygge over ægteskabet – en skygge fra fortiden. Else har været gift en gang før, men måtte lade sig skille, fordi hendes tidligere mand led af sygelig jalousi, der gik så vidt at han til sidst blev indespærret på en psykiatrisk afdeling. Nu ser han tilfældigt et billede i et af bladene af Else og Jacob, og hans jalousi bryder ud i lys lue. Han flygter fra anstalten, kun med den ene tanke at gøre regnskabet op med Else og hendes nuværende mand.
1956
Da Far bliver fyret fra sit revisorjob hjælper hele familien med at opdatere ham i IT, charme og hiphop. Men når nu hans firma hellere vil ansætte en dame, så må der tages drastiske metoder i brug. Og Lille Per? Han fremstiller bl.a. falske hundredekronesedler på computeren for at hjælpe til.
2005
I en lille gade i byens yderkant ligger der to små forretninger ved siden af hinanden. Indehaverne er de godmodige rivaler, Nummesen og Mikkelsen. Og da Mikkelsen en dag vil sælge sin gamle blikkenslagerforretning, tager begivenhederne fart. Til byen kommer den unge Vilhelm, der har et godt øje til både butikken og Mikkelsens yndige datter. Imens er vaskekonen Rasmine ved at bukke under for sin søn, Kristians, pres for at kende sin fars identitet. Og Kristian selv er ved at bukke under for sin Lottes store forventninger til hans cykeltalent. Der skal noget til, for at den affære kan ende med ikke bare ét, men to lykkelige bryllupper!
1935
Sygeplejersken Henriette – kaldet Henry – lever et liv, de fleste nok ville kalde kaotisk. Hun har kørt sin faste kæreste ud på et sidespor for at tage på elskovsferie i Afrika med sin små-sadistiske lægekollega. Hendes roommate er en selvglad bøsse, der taler om sit sexliv, som var det public service. Og hendes eneste fortrolige, en klynkende og alkoholisk lillebror, har det svært med selvtilliden og med at give gode råd. Så hjælper det jo ikke ligefrem, at ekskæresten ringer, og vil mødes… ham, som hun ikke har set, siden han gik ud efter smøger for flere år siden…
1986
Præsten på Snarø, Adam Valerius, er enkemand på tredje år, og frøkenerne i sognet står i kø for at blive den næste præstefrue. Men da Adams enlige husholderske pludselig bliver gravid, går snakken i det lille samfund, og snart bliver biskoppen tilkaldt. Ved et skæbnens puds bliver den københavnske skuespiller Emil Flor, som er på vej til øen, forvekslet med biskoppen, og han lever sig ind i rollen og løser elegant konflikten. Men så dukker den rigtige biskop op…
1944
Hvem bestemmer, hvor skabet skal stå i et ægteskab? Filmen begynder med tre muntre flyttemænds, Karl, Fredrik og Lasses kvaler med et pompøst skab, fordi en bogholder og hans kone ikke kan blive enige om, hvor det skal stå. Naturligvis bliver de omsider enige. Fru bogholder er nemlig den, der bestemmer. Da de tre staldbrødre kører flyttebilen væk, kører de en ung pige ned. Hun hedder Lone og er netop datter af den bogholder, de flyttede for, og hun kommer på hospitalet med et brækket ben. Kærligheden har dog også meldt sig på banen…
1954
Instruktøren Astrid Henning-Jensens indlæg i den daværende kønsrolledebat er en uprætentiøs skildring af pigen Maj, spillet af Lone Hertz, og hendes konflikt mellem to mænd og karrieren. Hendes eks-mand, juristen Henning (Axel Strøbye), der nu er gift med Dorrit (Vigga Bro) er langt fra ude af hendes liv, til gengæld har hendes kæreste Jan (Sven-Bertil Taube) svært ved at komme ind i det. Ikke fordi hun ikke elsker ham, men…Som portræt af en kvinde og hendes konflikter i slutningen af 60’erne er filmen præcis og klar i sin form og sit indhold. Astrid Henning-Jensen kan, som Lone Hertz, sit håndværk.
1969
I forhold til nyere tids film om besættelsen rummer denne film to væsentlige forhold, der gør den næsten dokumentarisk ægte. Tidsrummet mellem 1945 og 1955 stod næsten stille i udvikling, så man havde den ægte danske regi og holdning i behold. Desuden er filmen bygget over den legendariske modstandsmand Flemming B. Muus’ bog fra 1953. Muus var medlem af Danmarks Frihedsråd og Royal East Kent Regiment i England. Desuden var han en overgang chef for de danske faldskærmstropper. Så det er ikke nogen almindelig fiktions-forfatter, der fortæller historien om den lille cigarforretning på Nørrebro. Set med nutidens øjne kan handlingen godt virke en anelse patetisk, men meningen var at aflive den heltemyte, der efter krigen havde hvilet over frihedskæmperne. “Drengene”, vi møder i filmen, er unge, modige og besjælede af tanken om modstand og frihed, for så at ende som “gamle mænd” – trætte, forfulgte og bange.
1955
Den debuterende instruktør, Edward Fleming, skrev i filmens program: “Må jeg have lov at stikke næsen frem og sige et par ord, inden De stifter bekendtskab med Fru Emma og hendes bande. Det drejer sig naturligvis om denne film. Og om de mennesker, der forekommer i den. Der er blevet sagt at “sådan er der ingen, der opfører sig”… – Jo, gu’ er der så. Det ved jeg bedre. Jeg har selv arbejdet for Fru Emma i fire år. Dengang forstod jeg det selvfølgelig ikke, men sidenhen gik det op for mig, hvor meget jeg skyldte hende, hvor meget jeg havde lært…- og især hvor meget jeg ikke fik sagt hende tak for. Og jeg vil gerne, at De skal komme til at holde lige så meget af hende, som jeg gjorde og gør.” I rollen som den ældre, homosexuelle skuespiller ses Christian Arhoff for sidste gang på film. Arhoff døde i 1973 efter at have medvirket i over 50 danske film – mest som komiker.
1970



