Månedens danske film nyheder på Nordisk Film+
Få ubegrænset adgang til det største udvalg af danske film på Nordisk Films streamingtjeneste nye Nordisk Film+. Se et bredt udvalg af danske film fra alle årtier med Chromecast, AirPlay og Apple TV.
Fra oktober 2022 så afløser Nordisk Film+ den gamle tjeneste Dansk Filmskat. Denne guide vil fortsat gengive filmpremierer i Nordisk Film+ sektion for Danske Film.
De tre venner Thomas, Andreas og Niels er igen samlet i Klassefesten 2. Thomas skal endelig giftes, og Andreas har arrangeret århundredets polterabend… synes han selv. Men et dødsfald under Thomas’ polterabend sender de tre venner afsted på en uforglemmelig tur mod en begravelse, de sent vil blive tilgivet for. Speeddating, utroskab og nærdødsoplevelser sætter deres forhold til hinanden gevaldigt på prøve. Spørgsmålet er, om de tre venner kommer helskindet igennem turen og begravelsen – og om de når hjem til Thomas’ bryllup i tide. Tag med landets bedste venner på verdens værste roadtrip i Klassefesten 2.
2014
George er dansk-amerikansk forretningsmand med et stort imperium og en propfuld bankbog. Hans travle liv koster dog på helbredskontoen, og efter et ildebefindende får han ordineret total ro. For at opnå det vil han lave et sted, hvor alle kan være anonyme. Den unge godsejer Eva tilbyder sit kriseramte familiegods til formålet, og en parade af interessante gæster, inklusiv George selv, flytter nu ind.
1935
Musikalsk folkekomedie med tidens hotte par, Nina & Frederik, i hovedrollerne. De har dog ikke fået hinanden i filmens start, hvor de spiller naboer, hvis fædre har en underholdende og intens nabostrid kørende. Den er en hindring for de unges kærlighed, men heldigvis køler gemytterne ned i takt med at kærligheden bliver varm, så Louis Armstrong kan sætte effektivt og lykkeligt punktum sammen med de unge og hittet “Formula for Love” i jazz-klubben. I øvrigt kan man i denne pæne, charmerende film se et glimt af Jørgen Ryg som trommeslager.
1959
Ægte western-stemning … og endda på dansk!!!En guldtransport er undervejs, men desværre er en telegrafbestyrer lidt for åbenmundet og rygtet om transporten breder sig hurtigt.I Cornerstone, som transporten skal passere, er nogle banditter opsat på at få fat i guldet. Uheldigvis er de bare ikke klar over, hvor det befinder sig, hvilket selvfølgelig giver en masse sjove forviklinger og misforståelser. Præriens (såkaldte) skrappe drenge Biggy, Sam, Shorty og Ben tager affære, men også de ved for lidt om guldet. Kun indianerpigen Shannahoo kender sagens rette sammenhæng, men hun er ikke let at få noget ud af. Det tager tid for både banditter og helte at finde ud af sandheden…
1971
Holdet bag Blå mænd er tilbage med endnu en komediesucces. Mick Øgendahl har denne gang skrevet en komedie om fire charmerende drengerøve, der var de bedste barndomsvenner. Problemet er bare, at Martin er blevet politimand, mens Nikolai, Timo og Ralf ikke altid kan kende forskel på dit og mit – uanset om det er hurtige biler eller kærester.
2011
Lystspil med et klassisk indhold udsat for en ny og anderledes drejning. Her er det nemlig de unge, der skal bringe de ældre på ret kurs. Jørgen og Irene (Poul Reumert og Anna Borg) har været gift i lang tid, men er stadig nyforelskede – og de benytter enhver lejlighed til at slå gækken løs. Jørgen skriver sange, men hans søn Per (Poul Reichhardt), der bor hjemme og er ‘rigtig’ komponist, ser med stor misbilligelse på faderen og hans nye kones udskejelser. Sammen med Irenes datter Ulla (Lily Weiding) lægger han en plan for at få lidt sund fornuft banket ind i de gamle. En forfriskende ‘omvendt’ historie.
1945
Benny keder sig i højhuset, hvor han bor. Hans mor sidder altid og drikker kaffe og spiser kage med sin veninde. Benny går en tur og finder en haletudse, som han tager med hjem. Hans mor vil ikke lade ham beholde den, men Benny slipper den løs i badekarret, og endelig sker der noget! Haletudsen er en magisk prins, og snart bliver badekarret forvandlet til et gigantisk hav, befolket med alle mulige mærkelige væsener. Og pludselig keder Benny sig ikke mere!
1971
En herlig komedie om: En teaterdirektør i pengenød. En skuespiller der håber på det store gennembrud. En vandpyt. Et rygte om forlovelse mellem skuespillerinden og en stenrig skibsredder. Endnu en vandpyt. Og så en masse skægge forviklinger.. Forvirret? Det bliver Kjeld Petersen også i et af filmens højdepunkter: Der sidder 4 mand på en tømmerflåde”!
1958
Højgård er en smuk gammel gård, hvor enken Annemarie Ellekjær regerer med hård hånd, egenrådig og kynisk. Hun mistede sin mand ved en rideulykke, og siden har der ikke været heste på Højgård. Adoptivdatteren Grete er forelsket i forkarlen Jørgen det passer ikke fruen, og da Jørgen lukker ridestalden op bliver han fyret. Det kommer til et brud mellem Grete og hendes mor, så Grete flytter med til præstefamilien Holm. Annemarie’s anden datter som har studeret kunst og musik i København er på vej hjem, og på færgen over storebælt møder hun Erik van der Rude som vender hjem fra landbohøjskolen. Annemarie ser chancen for at Elin kunne blive frue på Godset Rudegården. Erik og Elin bliver forelsker, men et familiesmykke spiller en stor rolle.
1962
Karl Skov er den succesfulde ejer af en stor elektronikfabrik med en kone og fem børn. De lever det gode, privilegerede overklasseliv nord for København, da nazisterne besætter Danmark den 9. april 1940. Karl kæmper for at videreføre produktionen på fabrikken, men for at beskytte sin familie og de ansatte begynder han modstræbende at producere til det tyske marked. Det bringer ham ind i et kontroversielt samarbejde med besættelsesmagten og medfører smertelige brud i familien.
2020
Frk. Møller er kasserer i et stort flygelmagasin og kan snart fejre sit 25 års jubilæum. Hun vil gerne hjælpe den søde unge Grete Holm i pakkeriet. For at den fattige og forældreløse Grete kan træffe en rig ung mand, inviterer frk. Møller hende med på skiferie i Sverige. Grete finder sig en skilærer, og det hele er ved at gå galt, da frk. Møller får stjålet alle sine sparepenge og tillige af flygelfirmaets direktør beskyldes for selv at have taget af kassen….
1937
Succesfuld filmatisering af Torry Gelsteds underholdende og evige klassiker (fra 1918) om naturbarnet Paw, der som barn af en dansk far og en vestindisk mor, kommer til en provinsby i Danmark for at blive passet. Som i Tarzan-bøgerne såvel som i Trauffauts “Den Vilde Dreng” (1969) beskrives i ‘Paw’ kontrasterne og problemerne med at kombinere ‘civilisationen’ med ‘naturen’ – og hver på sin facon med ‘naturen’ som ideologisk og moralsk vinder. I tilgift er Paw en film, der på diskret facon opfordrer til at tage godt imod de fremmede – og er derfor både som bog og film evig, om end sørgelig, aktuel for børn og voksne.
1959
Martin vender hjem med en god sum penge på lommen efter at han har arbejdet på Grønland. Han slår sig ned hos sin søster, der driver kroen – men meget er ændret. Mest skuffet er han over, at hans ungdomskæreste Martha har giftet sig med Just Hovmand, som har gården “Lunehøj”. Martin starter en maskinstation – og er straks klar til at hjælpe Martha og hendes mand, da de kommer i økonomiske vanskeligheder. Men den stædige Just vil ikke modtage penge fra Marthas tidligere kæreste.
1962
Den unge, arbejdsomme og særdeles nydelige Eva Brun arbejder som sekretær for direktør Jansen. Men da chefen bliver lidt for glad for Evas “arbejde”, siger hun op. Træt af mænd og træt af lumre mandlige chefer lægger hun en snedig plan. Hun vil hurtigst muligt lade sig gifte og fraskille igen, så hun kan leve fedt af underholdsbidrag. Og Eva udpeger skibsredersønnen Hans P. Larsen som offer. Men Hans har sin egen dagsorden. Og snart indleder de to et udspekuleret spil, som kun Amors pile kender udfaldet af…
1963
Familien Skov er splittet. Aksel, der tilsluttede sig Modstandsbevægelsen, er gået under jorden og fra at være en idealistisk amatør, udvikler han sig til at blive en hårdkogt partisan. Karl kæmper for sit livsværk på sværere og sværere betingelser, og da samlingsregeringen kollapser, er han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien – også på den anden side af krigen. Det sætter forholdet til Eva under pres. Hun har hele tiden har haft svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten. Den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet får fatale følger for familien.
2022
Komponisten Weyses kusine, den muntre Henriette Frisch, har i 1801 tilrådet sin fætter at tage nogle studenterpensionærer i huset, så at han ikke har nødig at give så mange musikinformationer, men kan få mere tid til at komponere. Resultatet er dog blevet, at Weyse må tage endnu flere elever for at føde pensionærerne, og særlig er det galt med den stemmebegavede student Kramer, hvis velhavende onkel ikke vil sende flere penge.
1940
Hvem er denne Babette, som en uvejrsnat i 1871 ankommer til den jyske vestkyst på flugt fra Paris? Hun har mistet sine nærmeste og alt, hvad hun ejede. Babette søger tilflugt hos to fromme præstedøtre, og skønt hun stadig er omgærdet af mystik, bliver hun i deres tjeneste hurtigt en uundværlig del af det lille samfund, som er underlagt den afdøde pastors strenge leveregler. Babettes eneste forbindelse til fædrelandet er en lotteriseddel. Pludselig efter 14 år vinder hun den store gevinst på 10.000 francs. Men i stedet for at forlade stedet beder hun de to søstre om at få lov til at tilberede en fransk festmiddag i anledning af hundredårsdagen for præstens fødsel. Som gode kristne har de altid overholdt religionens bud – og nu frygter de, at Guds vrede skal ramme dem p.g.a. det overdådige gilde, Babette omhyggeligt tilbereder. Så oprinder dagen, der endelig afslører, hvem Babette egentlig er: En stor kunstner!
1987
Lille Per er kommet i skolealderen, og det er han bestemt ikke blevet kedeligere af. Han lægger ud med at rise familien op fastelavnsmorgen. Og så er der ellers tøndeslagning og fodbold på programmet.Lille Pers hold skal spille mod svenskerne. Men det danske hold er heldigvis godt rustet, for deres træner er “Mister” – den store danske fodboldhelt Harald Nielsen. Han lærer drengene at sparke, mens han selv “skyder” til Mie. Mon de nu kan holde hovedet koldt i kampens hede?
1961
Maj vil gerne synge og forsøger at komme indenfor i teaterbranchen. Da hun møder redaktøren Peter, beslutter han sig for at hjælpe hen lidt på vej. Men hun skal også selv forsøge at være sød overfor instruktøren og direktøren Jan. Jan er forlovet med Mette, hvis far har sat mange penge i forestillingen. Da Mette finder Maj hjemme hos Jan afbryder hun forbindelsen. Mettes far vil fortsat gerne sætte penge i forestillingen, men så melder solisten til finalnumret afbud. Heldigvis kommer Instruktøren i tanke om Maj…
1962



