Streamingnyt

Lisbeth Wulff får hovedrollen i Viaplay originalserien Ambassadøren

Etiske hårdknuder og en ambassadør med storhedsvanvid danner baggrund for den tilsyneladende hæderlige danske ambassade i Mexico City. Lisbeth Wulff får sin første hovedrolle i komedieserien, Ambassadøren, som har premiere i 2020 på Viaplay. Serien optages, som den første af sin slags, i tre versioner med lokale cast fra henholdsvis Danmark, Norge og Sverige.

Den danske ambassade står overfor at lukke en lukrativ handel med skibsmateriel mellem Mexico og Danmark. En aftale som tvinger ambassadøren (Lisbeth Wulff) ud i et etisk minefelt, fordi medierne stiller rigtig mange spørgsmål – og ambassadøren må besvare dem alle for at sikre, at handlen ikke går i baglås, og at hun ikke mister sin vigtige position.

Skuespiller og manuskriptforfatter Lisbeth Wulff er kendt for at bruge sit komiske talent i bl.a. I hegnet ogMens vi presser citronen, men hun har også spillet mere alvorlige roller på landets teatre og i tv-serier så som Borgen. I Ambassadøren fortolker hun rollen som den selvcentrerede og noget specielle danske ambassadør, hvis største drøm er at indtage den tilsvarende rolle i den politiske hovedstad – Washington D.C.:

“Med Ambassadøren indtager jeg min første hovedrolle i en serie. Jeg føler, jeg har været klar til den rolle længe, og jeg er lykkelig over at have fået muligheden. Det er en rolle, som kræver både rappe replikker, grov humor, varme og alvor, og det har været en kæmpe fornøjelse at leve sig ind i karakteren og spille sammen med det dygtige cast, ” siger Lisbeth Wulff.

Ved sin side har Lisbeth Wulff hele den danske ambassade, som spilles af blandt andre Casper Crump, Özlem Saglanmak, Sarah Francesca Braenne, Simone Lykke, Benedikte Hansen og Thue Ersted Rasmussen.


Ny produktionsmodel understøtter lokale original-produktioner

Ambassadøren er en Viaplay Original, og serien består af ti episoder. Som noget nyt vil der blive produceret tre forskellige lokale versioner med en lokal ambassade, der matcher skuespillernes nationalitet.

“Vores danske Viaplay Originals er blandt de mest populære kategorier på Viaplay. Med Ambassadøren begiver vi os ind i en helt ny produktionsmodel, som muliggør 100% lokale versioner af samme serie til tre forskellige markeder. Det gør vi for at brede det lokale udvalg yderligere ud og for at være så tæt på vores kunder som muligt,” siger Flemming Fjeldgaard, Head of Viaplay Danmark.

Ambassadøren tør udfordre komediegenren og tænke nyt, og med hurtige replikker, højt tempo og et meget egotrippende personale, som ledes af en endnu mere selvcentreret ambassadør, venter der seerne en både uforudsigelig og meget underholdende versionering af virkeligheden.

“Med alt fra hemmelige diplomatiske drøftelser og flirtende cocktailfester til at hjælpe turister i nød, er en ambassade et fantastisk sted til en komedieserie. Og på trods af at vi tager udgangspunkt i samme manuskript og scenografi i alle tre lande, bliver hver enkelt serie en unik oplevelse i kraft af skuespillernes forskellige fortolkninger af deres roller i kombination med den lokale sans for humor i de enkelte lande, siger Patrik Ehrnst,” hovedforfatter, Brain Academy.

Premieren på Ambassadøren er sat til næste år i hele Norden

Kilde: Viaplay presse

I samme kategori

Back to top button