Lidl lancerer onlineshop i Danmark i 2027
– kan give lettere adgang til kædens smart home-produkter
Lidl vil i løbet af 2027 lancere en dansk onlineshop med fokus på nonfood-produkter. Med satsningen bliver en række af kædens populære produkter – herunder elektronik og smart home-udstyr – tilgængelige online året rundt for danske kunder.
Den nye webshop bliver et supplement til de fysiske butikker og er en del af Lidls omnichannelstrategi. Ambitionen er både at styrke kædens samlede tilstedeværelse i Danmark og imødekomme danskernes stigende efterspørgsel efter fleksible indkøbsmuligheder.
For forbrugere med interesse i teknologi betyder det blandt andet lettere adgang til Lidls egne elektroniske produkter og smart home-udstyr, som i dag typisk sælges i tidsbegrænsede kampagner i butikkerne.
”Med lanceringen af vores onlineshop tager vi et vigtigt skridt i udviklingen af Lidl i Danmark. Onlineshopping fylder meget i danskernes hverdag, og derfor vil vi give vores kunder mulighed for at købe vores mange eftertragtede nonfoodprodukter hele året. Det skal være nemt, fleksibelt og til den samme skarpe pris og kvalitet, som de kender fra vores butikker,” siger administrerende direktør i Lidl Danmark, Georgios Tokatlis.
Større udvalg af elektronik og smart home
Onlineshoppen vil give adgang til et bredere nonfood-sortiment end i butikkerne, hvor hyldepladsen er begrænset. Her vil kunder blandt andet kunne finde produkter fra Lidls egne mærker som Parkside, Silvercrest, CRIVIT og Esmara samt udvalgte partnermærker.
Især Silvercrest-serien har de senere år fået opmærksomhed blandt teknikinteresserede for prisvenlige produkter inden for blandt andet smart home, netværksudstyr og mindre elektronik.
I dag sælges mange af disse produkter kun i begrænsede kampagner i butikkerne, hvor de ofte hurtigt bliver udsolgt. Med en webshop kan Lidl i stedet tilbyde et mere permanent udvalg og samtidig fortsætte den velkendte kampagnerytme fra butikkerne.
Ifølge Lidl vil webshoppen både indeholde eksklusive onlinetilbud og et bredere permanent sortiment, mens nye kampagnevarer fortsat lanceres i butikkerne flere gange om ugen.
Erfaring fra andre europæiske markeder
Lidl driver allerede onlineshops i en række europæiske lande, herunder Tyskland, Holland, Belgien, Tjekkiet, Spanien, Polen, Slovakiet og Frankrig. Den danske version vil bygge på erfaringerne fra disse markeder, men blive tilpasset danske kunders behov.



