TV-Nyt

Læsø kalder – DR sender 40 kvinder til Læsø i 20 dage

Læsø kalder dr1
Lise Rønne og iværksætter Michelle Hviid
Foto: Koncern TV

Om sommeren er der liv og fest på Læsø, og turisterne valfarter til. Men efter sommeren bliver der stille og tomt, og hver år flytter omkring 50 personer fra øen, der har omkring 1.900 beboere. Flere og flere vælger det lille ø-samfund fra til fordel for resten af landet med større byer. Især kvinderne strømmer væk fra øen i jagten på arbejde og uddannelse, hvilket betyder, at Læsø nu er et af de områder i Danmark med flest singlemænd. Den onde cirkel bliver hele tiden sværere at bryde; Jo flere mennesker der forsvinder, jo færre får lyst til at flytte til eller bliver boende.

Det har fået DR til prøve at vende den ærgerlige udvikling. I programmet ’Læsø kalder’ tager Lise Rønne og iværksætteren Michelle Hviid 40 kvinder med til øen, hvor de skal bo privat hos Læsø-boerne i 20 dage. Ifølge redaktionschefen Anders Stahlschmidt er der tale om et eksperiment – også fra kvindernes side.

”Alle kvinderne er motiveret til at prøve noget nyt. Én føler sig isoleret og ensom i København, og vil prøve noget andet. En anden vil starte sin egen virksomhed,” fortæller han og tilføjer:

”Kvinderne eksperimenterer i udsendelsen, og det gør vi også. Vi vil prøve at sætte gang i et samfund under afvikling.”

Kødscootere og naturoplevelser 
Da optagelserne af programmet gik i gang gik det hurtigt op for Anders Stahlschmidt, at han virkelig var kommet til en mande-ø.

”Jeg fandt hurtigt ud af, at der var blevet udviklet en decideret mandejargon på Læsø. For eksempel hedder det ikke en ”hest” på øen, men en ”kødscooter”. Det synes jeg klart viser, at kvinderne vitterligt er i undertal.”

Ifølge Anders Stahlschmidt er det netop mødet mellem et meget maskulint samfund og en masse kvinder fra resten af landet, der er det interessante i programserien.

Sladder i det lille samfund
Ifølge redaktionschefen handler ’Læsø kalder’ dog også om andet end den sørgelige udvikling i fraflyttertallet. Der bliver lagt meget vægt på at undersøge ø-livet med alt, hvad det indebærer.

”Som seere følger vi Lise Rønne og Michelle Hviid på opdagelse på øen, hvor de oplever den flotte natur, det nære samfund, og de sjove og anderledes typer, der findes på en lille ø som Læsø.” fortæller Anders Stahlschmidt.

For eksempel handler et af afsnittene om sladder i et lille samfund.  Sladder kan både have en negativ side, der gør livet surt for ofret, men der bliver også fokuseret på det mere positive ved snak over hækken, forklarer Anders Stahlschmidt.

I afsnittet fryser en af de indkvarterede kvinder meget, fordi der er koldt i huset. Hun har dog ikke lyst til at sige det til manden, hun bor hos.

”Men pludselig går snakken, og en aften, når hun kommer hjem, er der fyret op i hele huset. På den måde opdager vi, at sladder også kan være en måde at vise omsorg på,” fortæller redaktionschefen.

Skepsis, handlekraft og kærlighed
Redaktionschefen Anders Stahlschmidt glæder sig til at vise en ny side af Læsø frem, og vise at det hele måske er ikke så håbløst endda.

”Sammen med Læsø-boerne og de 40 kvinder vil vi trække det bedste frem i Læsø. Det bliver 20 dage med skepsis, gæstfrihed, konflikt, venskab, handlekraft og kærlighed.”

’Læsø kalder’ er i syv afsnit, og episode bliver sendt på DR1 den 22. august klokken 21.00.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard