Lægens bord er tilbage som Podcast hos DR
Peter Qvortrup Geisling skal stå i spidsen for en ny omgang af det velkendte program ’Lægens bord’, der nu får premiere i et lydformat, og udkommer både som podcast og på P1.
Peter Qvortrup Geisling er vært, og sammen med en række eksperter vil han gøre lytterne klogere på de advarselstegn, som kroppen sender i tilfælde af sygdom. Der er planlagt otte programmer med forskellige sundhedsfaglige tematikker, og det første program sætter fokus på rejsningsproblemer.
– Det, der er fællesnævneren for de emner, vi har valgt, er, at det er sygdomme, hvor der er et kæmpe forebyggelsespotentiale. Det er sygdomme, der er lette at opdage, de er lette at behandle, og det vil få en stor betydning for patienterne resten af deres liv. Det synes jeg virkelig er public service, siger Peter Qvortrup Geisling.
’Lægens bord – Lyt til din krop’ har premiere fredag den 11. november klokken 6.00 i DR Lyd og på P1 samme dag fra klokken 10.00-11.00.
Foreløbigt er der planlagt otte programmer, og indtil videre kommer der et nyt program hver fredag de næste fem uger.
Fredag den 11. november: Rejsningsproblemer
Fredag den 18. november: Psykopati
Fredag den 25. november: Knogleskørhed
Fredag den 2. december: KOL
Fredag den 9. december: Diabetes
Fredag den 16. december: Forkæl dit hjerte
Mikkel Worsøe, redaktionschef for Samfund i DR Nyheder, siger om podcasten:
– Danskernes forbrug af podcasts er stødt stigende, og mange søger viden gennem lydtilbud. ’Lægens Bord’ er i forvejen dansk tv-historie i bred, lægefaglig formidling, og i et mediebillede, hvor brugerne er digitale, giver det god mening at genoplive og videreudvikle programmet i den kontekst. Ambitionen er at skabe et genkendeligt og langtidsholdbart produkt til lytterne, hvor vi til en start tager fat på de mest almindelige folkesygdomme. Vi er meget bevidste om, at ikke alle måske føler sig hjemme i podcastuniverset, og derfor bliver ’Lægens Bord’ også en del af ’Formiddag på 4’eren’ på P4 om mandagen, hvor værterne og Peter Geisling taler med lytterne om egne oplevelser og erfaringer med at have sygdomme tæt inde på livet.