Kvindefodbold fortsætter på DR
En ny aftale med DBU giver DR rettighederne til at vise alle kvindelandsholdets kvalifikationskampe til EM og VM samt kampe i Nations League frem til udgangen af 2027.
Aftalen giver DR rettigheder til at vise de spændende kvalifikationskampe til EM i 2025 og til VM i 2027, men også kommende kampe i Nations League samt øvrige venskabskampe. Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for Sporten, er meget tilfreds med aftalen, der betyder, at DR´s langsigtede strategi om at være med til løfte kvindefoldbolden frem, kan fortsætte.
Han siger:
– Hos DR har vi vist det danske landsholds kampe og fulgt holdets udvikling gennem snart 10 år. En periode med generelt voksende interesse, stigende professionalisme og udbredelse af sporten. Vi er kommet på fornavn med holdets profiler og har set dem vokse til stjerner på den internationale fodboldscene. Vores langsigtede strategi med at vise kvindelandsholdets kampe har været en seer-succes, og jeg er glad for, at vi med den nye aftale nu kan bygge videre på den.
Anders Kern Boje fortsætter:
Vi står foran en ny spændende epoke for landsholdet, som anført af en ny landstræner er i gang med et lovende generationsskifte, der skal drive vores landshold til succes ved EM i 2025 og VM i 2027. Det er jeg sikker på, at rigtig mange vil glæde sig til at følge med i hos os i DR, siger han.
Stor tilfredshed hos DBU
Hos DBU er der også stor tilfredshed med den nye aftale, der fire år frem i tiden sikrer landsholdet en solid plads på landsdækkende tv.
– Kvindelandsholdet har begejstret de seneste år med flot fodbold, en ottendedelsfinale til VM og fire sejre i Nations League. Holdet oplever stigende fanopbakning og går ind til et spændende 2024 med en billet til EM 2025 som det helt store mål. Vi er rigtig glade for, at danskerne og de rød-hvide fans også i fremtiden kan følge kvindelandsholdet på DR’s kanaler, siger Jakob Høyer, der er kommunikationschef og konstitueret kommerciel direktør i DBU.
Til april venter de første kvalifikationskampe til EM i Schweiz i 2025 for de danske fodboldkvinder. Først den 5. marts bliver modstanderne i Danmarks pulje fundet. Inden landsholdet kommer så langt, er der lagt en træningslejr ind i Marbella i Spanien, der også krydres med en testkamp mod Østrig. Den kamp kan ses hos DR den 28. februar med kampstart klokken 16.30.
DR begyndte samarbejdet med DBU om at vise landsholdet i kvindefodbold tilbage i 2015. Rettighederne til EM- og VM-slutrunder forhandles separat.