Konkurrencerådet har godkendt fusionen mellem SE og Boxer
Konkurrencerådet har i dag godkendt, at SE overtager Boxer, efter at SE har afgivet bindende tilsagn. Altså en række betingelser der skal overholdes. Disse omfatter:
- SE frem til 2020 har pligt til at bevare de frit valg-produkter, som Boxer tilbyder i dag.
- SE forpligter sig desuden til ikke at hæve priserne på Boxers frit valg-produkter med mere end stigningen i forbrugerprisindekset frem til 2020.
- SE må ikke forlange, at forbrugerne også skal købe SE’s bredbåndsprodukter for at kunne købe Boxers tv-produkter.
Fusionen vurderes ikke at påvirke konkurrencen på tv-markedet efter udløbet af Boxers sendetilladelse i april 2020. Tilsagnene gælder derfor frem til udløbet i 2020. I foråret 2018 udbydes en ny sendetilladelse, der gælder for perioden 4. april 2020 – 30. juni 2030.
Konkurrencerådet har vurderet, at fusionen uden tilsagn ville øge risikoen for, at SE efter overtagelsen ville afskaffe Boxers frit valg-produkter eller hæve priserne på dem. Det ville hæmme konkurrencen om distribution af tv-kanaler betydeligt til skade for forbrugerne.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har som led i behandlingen af fusionen lavet en større markedsundersøgelse, der blandt andet omfatter forbrugere, konkurrenter og leverandører.
SE er et sydjysk andelsselskab, der blandt andet ejer Stofa, mens Boxer ejes af den svenske stat gennem koncernen Teracom Group AB. Både Stofa og Boxer er aktive på markederne for indkøb af tv-kanaler, distribution af tv-kanaler og salg af bredbånd til danske forbrugere.
Konkurrencerådets formand, Christian Schultz, siger:
”Når nogle af de største udbydere på markedet slår sig sammen, aftager konkurrencepresset. Det kan betyde højere priser, forringelser i udvalg eller mindre innovation. Fusionskontrollen skal sikre, at den effektive konkurrence ikke hæmmes betydeligt.”
”Med Konkurrencerådets indgreb i fusionen sikrer vi blandt andet, at Boxer-kunder beholder muligheden for frit valg af tv-kanaler, indtil Boxers sendetilladelse udløber i 2020. Samtidig sikrer vi, at kunderne er beskyttet mod de prisstigninger på Boxers frit valg-produkter, som fusionen ellers kunne føre til.”
Udover Konkurrencerådets godkendelse af fusionen skal Radio- og tv-nævnet også godkende salget af Boxer til SE. Det er sket pr. 4. oktober. Læs mere her