Komiker Christian Fuhlendorff bliver vært på Husk lige tandbørsten
Det bliver den skarpe komiker Christian Fuhlendorff, der bliver vært på ‘Husk lige tandbørsten’. Begejstringen er stor, både hos DRs underholdningschef, Jan Lagermand Lundme, og hos den oprindelige vært, Casper Christensen.
Da ‘Husk lige tandbørsten’ rullede over skærmen for 17 år siden var det en dundrende succes. Det skæve underholdningsprogram lagde hver fredag aften de danske gader øde hen, mens befolkningen samlede sig foran skærmene og blev revet med af Casper Christensen med hans flabede gadedrengecharme og storternede jakkesæt.
Til efteråret vender ‘Husk lige tandbørsten’ tilbage, og nu afslører DR og Douglas Entertainment, hvem der skal være vært og løfte arven fra Casper Christensen. Det bliver det komiske supertalent, Christian Fuhlendorff, som allerede har gjort sig godt og grundigt bemærket, ikke mindst via sine skarpe stand-up-shows og Zulu-serien Kristian.
Se hvordan Christian Fuhlendorff reagerede, da han fik overbragt nyheden om, at han skal være vært på ‘Husk lige tandbørsten’. Se klippet her.
Skarp komiker
Nu får Fuhlendorff mulighed for at boltre sig foran sit hidtil største tv-publikum, når han fredag efter fredag står i spidsen for den nye, vildere og større men stadig genkendelige udgave af ‘Husk lige tandbørsten’. Jan Lagermand Lundme, der er underholdningschef på DR, er stærkt begejstret for valget:
“Fuhlendorff er en af de skarpeste komikere, vi har herhjemme. Han passer perfekt til formatet, og jeg glæder mig helt vildt til at se, hvordan han kan føre det forrygende underholdningsshow videre. Jeg er sikker på, han vil gøre det helt fantastisk.”
Bag ‘Husk lige tandbørsten’ finder man ud over DR også Douglas Entertainment, Casper Christensens produktionsselskab. Om valget af Fuhlendorff fortæller Christensen:
“Christian har den timing, frækhed og sikkerhed på en scene, som er nødvendig for at navigere et program som ‘Husk lige tandbørsten’ i havn. Han er et nyt bekendtskab for mange seere og ikke en gammel snegl, der trækker et kedeligt spor efter sig.”
Og det med ikke at være en snegl er heldigt nok. Christian Fuhlendorff skal løbe stærkt i den kommende tid, fordi han i efteråret også skal optræde med sit eget show. Om sin nye værtsrolle siger Christian Fuhlendorff selv:
“Da jeg for et lille halvt år siden fik nys om at DR ville lave en ny omgang ‘Husk Lige Tandbørsten’, tænkte jeg: Fuck, ham der bliver vært på det, skal godt nok fylde nogle store og frem for alt høje sko ud. Så lige nu er jeg da spændt og en lille smule nervøs, men samtidig også glad for, at jeg har så store fødder og ikke er højere, så jeg i det mindste ikke kommer til at se underlig ud på scenen.”
Om programmet
I en undersøgelse blev ‘Husk lige tandbørsten’ for nylig kåret til det DR-program, seerne helst vil have tilbage på skærmen. Det er et legendarisk og energisk underholdningsprogram, hvor publikum bliver inddraget løbende og får mulighed for at vinde sit livs drømmerejse og mange andre præmier. Kravet til publikum er, at de har pakket kufferten hjemmefra og kan tage af sted lige efter udsendelsen.
Programmet er i sin form meget inkluderende og aktiverer både publikum i studiet og seerne hjemme i stuerne med masser af skæve, overraskende og helt gakkede udfordringer og spørgsmål. Programmet beholder rammen og den ekstatiske, nationssamlende stemning fra originalkonceptet, men selve indholdet er opdateret til 2012,og alt bliver større, vildere og endnu festligere i den nye udgave.
DR og Douglas Entertainment har allerede åbnet for publikumstilmeldingen. Så hvis man vil vinde den ultimative drømmerejse, kan man gå ind og melde sig til på www.dr.dk/husk
Kilde: DR