Kom bag kulissen på Eurovision Song Contest
Når Pilou Asbæk, Nikolaj Koppel og Lise Rønne kan byde velkommen til Eurovision Song Contest på Refshaleøen i København den 6., 8. og 10. maj ligger der et års arbejde bag for hundredvis af medarbejdere i og uden for DR.
Nu får seerne mulighed for at følge hele tilblivelsen af verdens største musikkonkurrence og Danmarks største tv-show til dato. DR Reportagegruppen har på tætteste hold fulgt, hvordan den store event er blevet til. Indtil videre har tilrettelæggerne omkring 150timers råbånd fra arbejdet, og flere kommer til i de kommende uger.
Resultatet kan ses på DR1 i fire udsendelser i løbet af maj. De første tre bliver sendt den 3., 4. og 5. maj, mens den sidste af dokumentarprogrammerne følger med bag kulisserne under selve Grand Prix-ugen og bliver vist tirsdag den 20. maj.
”Vi har fået god adgang, og det har været vigtigt for os ikke kun at tegne et glansbillede, men også vise hvilke beslutninger det er, der har skullet træffes. Vi har været med – både når det gjorde ondt, og når det gjorde godt. Vi har gået meget efter følelserne, og humor har været en vigtig faktor for os,” forklarer Lisbet Barrett fra DR Reportagegruppen, der har lavet programmerne sammen med Trine Mølgaard König og Anne Herlin.
Følger to nøglepersoner
Undervejs får seerne mulighed for at følge hele processen fra start til slut og for at være med på sidelinjen til at nogle af de vigtige møder, som chefer, producere, værter og produktionsfolk har holdt undervejs for at bygge det største tv-show op i DRs historie.
’Eurovision Song Contest – bag kulissen’ følger samtidig nogle af de mange beslutninger, showchef Jan Lagermand Lundme og hovedproduceren på Eurovision Song Contest, Pernille Gaardbo, har truffet undervejs. De to nøglepersoner er hovedkarakterer i alle udsendelser, men hvert program har dog et særligt omdrejningspunkt:
Lørdag den 3. maj klokken 19.25 på DR1 handler det om en af de første beslutninger, der skulle træffes om Eurovision Song Contest – nemlig valget af værtsby, og hvilke følelser der var på spil der.
Søndag den 4. maj klokken 19.30 på DR1 handler det om valget af værter. Her har dokumentarholdet været med, da DR castede og foretog den endelige udvælgelse.
Mandag den 5. maj klokken 20.30 på DR1 handler det om forvandlingen af B&W-hallerne på Refshaleøen fra lagerhal til showsted.
Tirsdag den 20. maj klokken 20.00 på DR1 handler det om selve Grand Prix-ugen, og hvad der foregik bag kulisserne på Refshaleøen, da hele Europa skulle se sangkonkurrencen fra København.
De tre journalister fra DR Reportagegruppen har selv stået for hele arbejdet med dokumentarserien, og de har også selv filmet den.
Kilde: DR