TV-Nyt

Kanal 5 lancerer boligprogram med kendisser

Dit hjem i vores hænder, boligprogram med kendisser

Jacob Haugaard og Emil Thorup er blandt de 16 kendisser, der svinger malerpensel og tapetruller, når Kanal 5 til efteråret har premiere på det helt nye boligprogram ”Dit hjem i vores hænder”. Her konkurrerer to kendte danskere hver uge på stil, smag og snilde, når de hver især får nøglen til et helt almindeligt dansk hjem og carte blanche til at give det en komplet make-over.
Hver kendis stiller op med en ven, og sammen skal de to istandsætte og indrette en helt almindelig bolig fra bunden. Som hjælp får parret først mulighed for at høre om de tanker og drømme, boligens ejere selv har til den forestående istandsættelse, men det er fuldstændigt op til den kendte, hvordan boligen til sidst kommer til at se ud. Sammen med sin makker har den kendte 10 timer og 10.000 kroner til rådighed for hvert værelse, der skal indrettes.

Indretningsarkitekten Lisbett Wedendahl og håndværker Johannes Villads Nielsen vil løbende vurdere, hvor professionelt de kendte har svunget hammer og malerpensel i løbet af dagen. Men den sande prøve står dog for alvor først, når resultatet af make-overen bliver afsløret for den familie, der til daglig bor i huset. For her vil det store spørgsmål om, hvorvidt den kendtes snilde, stil og personlige smag overhovedet er noget hjemmets beboere vil kunne leve med efterfølgende, blive besvaret. Så det er ikke bare æren, men de kendtes personlige stil og smag, der står på spil, når de for alvor tager ”Dit hjem i vores hænder” på Kanal 5.
”Dit hjem i vores hænder” bliver produceret af Strix Television og er en videreudvikling af det engelske format ”The Great Interior Design Challenge”, som All3Media er indehaver af.
Udover Emil Thorup og Jacob Haugaard har Saseline Sørensen, Anni Brinch Fønsby, Jim Lyngvild, Annette Heick, Jens Werner, Master Fatman, Therese Glahn, Michael Monetz, Dennis Knudsen, Thomas Evers, Mascha Vang, Lotte Heise, Anne-Sofie Espersen og Audrey Castañeda sagt ja til at konkurrere på knofedt og kreative boligideer, når ”Dit hjem i vores hænder” går i luften på Kanal 5 til efteråret.

Kilde: SBS Discovery

I samme kategori

Back to top button