Kan EU nedbryde geoblokering?
EU vil af med landegrænserne for digitalt indhold på nettet, men rettighedhaverne stritter i mod. Den såkaldte geoblokering gør det f.eks. umuligt for danskere at se TV 2 Play i andre europæiske lande uden krumspring, fordi TV 2 kun har rettigheder til at sælge deres programmer indenfor Danmark.
EU-komissionen vil gerne harmonisere ophavsretten på tværs af EU-landenes grænser for at sætte gang i det digitale marked til fordel for kunderne.
“Jeg vil se paneuropæiske telekommunikationsnet, digitale tjenester, der leveres på tværs af grænserne. Jeg vil se, at alle kunder får det bedste tilbud, og at alle virksomheder får adgang til det størst mulige marked, uanset hvor de befinder sig i Europa”, lyder det fra kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Hvis EU afskaffer muligheden for at blokere for eksempelvis film i andre lande, så er det et opgør med hele finansieringsstrukturen og det vil fjerne mangfoldigheden advarer direktør for Det Danske Filminstitut Henrik Bo Nielsen.
“De fleste danske film mangler en række millioner kroner, som man sikrer sig ved at sælge territorier fra. Det, du kan sælge, er eksklusivitet. Det kan man ikke, hvis EU ophæver muligheden for geoblokering, og hvor skal pengene så komme fra?”.
Han er overbevist om, at den mangfoldighed af film, der er sikret gennem nationale støtteordninger, vil forsvinde, hvis ikke EU opbløder sine krav.
»I løbet af få år vil filmudbuddet være mainstream i Europa, og jeg er ikke sikker på, at dansk film vil være med«, siger han.
Gennemfører EU strategien, vil danske film miste de mellem 15 og 20 procent af finansieringen, som udenlandske producenter, fonde og støtteordninger skyder i produktionerne mod at få rettighederne til deres land, vurderer Producentforeningen.
Kilde: Politiken