TV-Nyt

Julens TV på TV 2

Et dagligt, fortryllende juleeventyr til de mørke vinteraftner, danske håndboldkvinder i nervepirrende VM-dyst og flere nye, danske programmer i julemåneden end nogensinde er med til at gøre december 2017 på TV 2 til noget helt særligt.

Allerede fra decembers start er der masser af nyt tv på programmet på TV 2s hovedkanal. 1. december klokken 20.00 er der premiere på familiejulekalenderen ’Tinkas juleeventyr’ – som du kan læse meget mere om her.

’Jul på godset’
I ugen efter – fra mandag 4. december – premierer TV 2 flere nye, danske programmer, og TV 2 aflægger f.eks. besøg på danske herregårde i anledning af julen. I ’Jul på godset’ åbner bl.a. Caroline Fleming dørene og byder indenfor på Valdemars Slot på Tåsinge. Hun bor til daglig i London med sine tre børn, og hun har nok at se til under julen på Tåsinge.

Heldigvis foregår det med god hjælp fra børnene og tv-vært Lene Beier, for Caroline Fleming ønsker at gøre en stor indsats for, at familie, venner og gæster på slottet kommer i den gode julestemning. Vi får også en ærlig snak om fortid, nutid og fremtid, som Caroline har tænkt meget over, og det hele ender i sofaen ved den åbne kamin og en god historie.

Mandag 11. december besøger ’Jul på godset’ bl.a. herregården Holsteinborg ved Næstved, hvor det første juletræ i Danmark blev tændt for over 200 år siden. Programmet følger også juleforberedelserne hos familien Holck på Holckenhavn Slot ved Nyborg, der drives af Christina, 14. generation på det gamle sted. Hun fortæller om den svære kamp, da hun som 16-årig arvede det 400 år gamle og nedslidte slot.

’Jul i konditoriet’
TV 2 sender i december også dokumentarserien ’Pisk eller gulerod’ om et eksperiment med to undervisningsformer i folkeskolen samt de tre programmer ’Jul i konditoriet’. I programmerne følger vi de travle juleforberedelser i tre af landets førende konditorier, La Glace og Dessertdragens Kageværksted i København og Le Gateau i Silkeborg.

Hos La Glace skal juledekorationen i de store vinduer op. Vinduerne er et tilløbsstykke for både københavnere og turister, og det er konditorerne selv, der sætter liv og lemmer på spil for at skabe den smukke udsmykning. I Dessertdragens Kageværksted laver konditor Nanna Pørtner sin egen julepynt, der ikke bare er smuk, men også spiselig, og når butikken lukker, har Nanna sit helt særlige vagthold, der passer på butikken om natten. I Silkeborg går konditor Henrik Kudsk mindre op i julepynt og mere op i klejnebagning.

I december får seerne også en prøve på det helt nye program ’1 døgn, 2 hold, 3 dyr’, hvor to hold har 24 timer til at finde tre truede dyrearter i den danske natur. Naturnørderne Sebastian Klein og Morten D.D. Hansen dyster mod de yderst kompetente konkurrenter Bjørli Lehrmann og Vicky Knudsen. Med fokus på Danmarks vilde natur, der er under pres, skal de to hold med hjælp fra deres netværk og sociale medier opspore den nordlige fugleedderkop, damflagermusen og gråsælen. Lykkes det at finde alle tre, udløser det en check på 20.000 kroner, som det vindende hold må donere til et dyrebevaringsformål.

’Tvillingerne holder jul’
Også onsdag 13. december er der julestemning på programmet, når ingen ringere end TV 2-tvillingerne Anders og Torben fejrer hjerternes fest i ’Anders & Torben – tvillingerne og den søde juletid’. De to elsker den søde juletid og holder alle familietraditionerne i hævd – lige fra juleand til julepynt, julegaver og julefrokost og ikke mindst bagning af pebernødder og vaniljekranse.

I december bliver der også mulighed for gensyn med programmerne ’Jul på d’Angleterre’ og ’Jul hos hofleverandørerne’, ligesom TV 2 byder på en række storfilm i de første tre uger af december.

Også de traditionsrige events, ’TV 2 017: De kongelige øjeblikke’ om de store begivenheder i kongehuset i 2017 og underholdningsshowet ’Alletiders juleshow’ fra Musikkens Hus i Aalborg, er på programmet inden juleaften.

I samme kategori

Back to top button