TV-Nyt

Julekalender på Kanal 5

kanal5 logo

Kanal 5 har den 1. december kl. 18.45 premiere på julekalenderen ”Den unge Fleksnes”. Fleksnes var en af 70’ernes helt store tv-succeser, ikke bare i Norge, men i hele Skandinavien. Men hvorfor endte Fleksnes som han gjorde? Hvad fik ham til at slå sit tv og råbe ”DææJååå”?  Nu får vi historien, når Kanal 5 sender den helt nyproducerede julekalender ”Den unge Fleksnes” fra den 1. december kl. 18.45.

Fleksnes som barn 
I ”Den unge Fleksnes” følger vi Marve Fleksness i dagene op til jul. Marve bliver forelsket i Veronica, den nye pige i klassen, og for at imponere hende, bilder han hende ind, at han er en dygtig sanger. Marve har ikke en tone i livet og får en kammerat til at synge for ham, mens han mimer til. Da Marve Fleksness bliver udvalgt til at synge duet med Veronica til skolens juleafslutning, er gode råd dyre. Det bliver ikke bedre, da Marves mor skal på hvilehjem for nedslidte husmødre og Marves skøre onkel fra København, kommer for at passe ham. Marve har det svært med autoriteter og det præger hans opvækst og den største drivkraft bliver modgangen, han møder i sin hverdag. 
Reider Fredrik Frydenlund debuterer i rollen som den unge Marve Fleksnes, som seerne møder som forvirret 13-årig.

Danske stemmer
Serien er oversat til dansk og en lang række af Danmarks mest folkekære skuespillere som Anette Støvlebæk, Lars Mikkelsen, Andrea Vagn Jensen og Amin Jensen lægger stemmer til ”Den unge Fleksness”

Eneste nyproduceret familiejulekalender på dansk tv i 2010
”Det er første gang Kanal 5 viser en julekalender. Danskerne har en stærk tv- julekalendertradition og det er ikke rigtig jul, før hele familien har set julekalender sammen. På Kanal 5 er vi er meget stolte over at være den eneste tv-station der viser en nyproduceret familiejulekalender i år” fortæller programdirektør Anne Engdal Stig Christensen.

Kanal 5 blænder op for 1. afsnit af ”Den unge Fleksness” onsdag d. 1. december kl. 18.45 på Kanal 5

Kilde: SBS presse


Få 12 måneder til 8 måneders pris - Spar over 33% rabat på årsabonnement! SkyShowtimeAnnonce

I samme kategori

Back to top button