Nyheder

Julehilsen fra Grønland 2014

Julehilsen fra Grønland 2014
Foto: Christian Ravn

For første gang sendes verdens ældste eksisterende underholdningsprogram fra Grønland. Julie Berthelsen og Mike F. Thomsen er værter, når DR udveksler julehilsner mellem Grønland og Danmark.

‘Julehilsen til Grønland’ er verdens ældste eksisterende underholdningsprogram. Men selv et traditionsrigt program kan godt fornys. Og det er netop, hvad der sker i årets udgave. For første gang bliver det en julehilsen fra Grønland og ikke omvendt.

“I mange år har vi drømt om at lave programmet i Grønland. I år er det endelig lykkedes. Det bliver et bevægende og intimt show fra Kulturhuset i Nuuk med masser af billeder fra det storslåede Grønland”, fortæller Thomas Christensen fra DR Event, som har været redaktør på udsendelsen siden 2004.

Julie Berthelsen vil, sammen med den grønlandske sanger og entertainer Mike F. Thomsen, føre seerne sikkert igennem programmet fra kulturhuset, Katuaq, i Nuuk. Her vil seerne være med til adventskoncert med blandt andre Nina Kreutzmann, Ida Heinrich, Josef Josefsen og Kristian Gintberg. Ligesom vi er med til juletræstænding i Nuuk og til skabelsen af verdens største adventskrans i Sisimiut.

Instrumenter til grønlandske børn
Siden oktober har det været muligt at donere sine musikinstrumenter på blandt andet en række danske musikskoler, og det er blevet til rigtig mange instrumenter. DRs børnevært Kristian Gintberg, der også selv er musiker, er rejst med til Grønland, hvor han har favnen fuld af instrumenter, som han afleverer på fire musikskoler og børnehjem i Nuuk, Sisimiut og Uummannaq. Julie Berthelsen er også med til at glæde børnene – og hun har for øvrigt selv afleveret en shaker.

Som traditionen byder, vil udsendelsen også indeholde masser af hilsner fra blandt andet Kronprins Frederik og den danske statsminister. Til sidst synges den traditionelle grønlandske julesalme, ‘Guuterput’, efterfulgt af stilhed og for mange vedkommende også tårer over dem, man savner.

For herboende grønlændere og danskere med relation til Grønland er det traditionsrige program en god anledning til at samles. For at fastholde den tradition, bliver det muligt at se udsendelsen sammen og ønske hinanden en glædelig jul i biografer i København, Odense og Aalborg den 21. december.

Idé kom fra udsted
Ideen til ‘Julehilsen til Grønland’ kom fra erhvervslederen Andreas Lund-Drosvad, der arbejdede på udstedet ‘Prøven’ ved Upernavik i Grønland. I sommeren 1932 skrev han et brev til Statsradiofonien, hvor han spurgte, om ikke det var en idé, at “Stationen hen under Jul en Nat eller to kunde sende gratis Julehilsner fra Forældre og Slægtninge i Danmark til Paarørende heroppe”.

Brevet var den første tilskyndelse til at sende programmet, og samme jul blev det til virkelighed. Ville man sende en hilsen, skulle man melde sig inden den 15. december 1932, og den 18., 19. og 20. december blev folk så bedt om at møde op i DRs orkesterstudie, der lå i det, der siden blev kendt som ‘Stærekassen’ på Det Kongelige Teater i København.

Den første udsendelse blev sendt direkte klokken 23.00, hvor klokken er 19.00 i Grønland.
Få dage før den første udsendelse sendte ministeren for Grønland – det var statsminister Thorvald Stauning, en anmodning til DR om at sige nogle ord til indledning. Det gjorde han de næste mange år, men den allerførste, der fik lov til at sende en hilsen var nu Andreas Lund-Drosvad, der havde skrevet brevet til Statsradiofonien med ideen. Også polarforskerne Knud Rasmussen og Eigil Knuth var med i nogle af de første udsendelser.

Island stoppede udsendelserne
Det første år blev der sendt 200 hilsner – alle fra København, men allerede i 1933 sendte DR også fra studierne i Aalborg, Randers, Aarhus, Esbjerg, Aabenraa, Odense og Nykøbing Falster, og senere kom også Skive og Rønne med. I 1939 blev der sendt ikke færre end 1500 hilsner i løbet af programmet.

I starten sendte Kalundborg-stationen kun med svag styrke, og derfor var hilsnerne sværere at fange i visse grønlandske byer. Fra 1934 blev der skruet op for styrken, og samtidig indstillede Islands Statsradiofoni i flere år sine udsendelser for så i stedet at sende hilsnerne, så grønlænderne fik lettere ved at modtage dem.

I Grønland vakte hilsnerne så stor begejstring, at der efter udsendelserne jævnligt strømmede perlebroderier, sælskind og papirknive af hvalrostænder tilbage til dem i DR, der havde med grønlandshilsnerne at gøre. Den trafik er dog efterhånden stoppet.

‘Julehilsen fra Grønland’ bliver sendt den 21. december klokken 21.20 på DR1 og på grønlandske KNR klokken 16.00 og klokken 20.00.

I samme kategori

Back to top button