Jacob Nybroe vender tilbage i central position på TV 2 Nyhederne
Nyhedsdirektør Mikkel Hertz ansætter tidligere nyhedschef Jacob Nybroe, som vender tilbage i central position på TV 2 Nyhederne.
Som en af de første gerninger i sin nye position som nyhedsdirektør på TV 2 ansætter Mikkel Hertz tidligere nyhedschef Jacob Nybroe som nyheds- og souschef på TV 2 Nyhederne. Jacob Nybroe forlod TV 2 i maj 2014, men vender nu tilbage med første arbejdsdag på Kvægtorvet 4. januar 2016.
– Jacob Nybroe var i mange år en tæt samarbejdspartner på TV 2 Nyhederne, og jeg har stor tillid til ham og hans kunnen. Han kender butikken, og han er en stærk leder – både personalemæssigt, administrativt og naturligvis også journalistisk. Jeg glæder mig rigtigt meget til at genoptage samarbejdet med Jacob og er overbevist om, at han bliver vigtig for den daglige nyhedsproduktion og for det udviklingsarbejde, som venter os forude, siger nyhedsdirektør Mikkel Hertz.
En organisationsændring på TV 2 betyder, at nyhedsområdet lægges sammen med programafdelingerne i et samlet indholdsområde, der – som et led i TV 2s ambition om en digital transformation – skal sikre et fælles strategisk perspektiv på tværs af alle programtyper og alle platforme.
Det er som udløber af denne overordnede ændring af TV 2s organisation, at TV 2s nye nyhedsdirektør styrker sin ledelse med souschef Jacob Nybroe. Han får sæde i chefredaktionen og ansvaret for produktion, økonomi og tre af TV 2 Nyhedernes store fagredaktioner – Udland, Christiansborg og Finans.
– Det er ligesom at få en tidlig julegave. Jeg føler, jeg er driving home for Christmas, og jeg glæder mig utroligt meget til igen at skulle arbejde sammen med alle de dedikerede medarbejdere på TV 2 Nyhederne og på resten af TV 2. Blandt dem også min nye chef, Mikkel Hertz, som er en af Danmarks dygtigste journalister tilsat en stor portion ordentlighed og godt humør. Der er sket store forandringer på nyhedsområdet, siden jeg forlod TV 2 – og der kommer til at ske nye ting. Det er et stort privilegium at få lov at være med til udviklingen. Jeg ønsker og håber, at jeg kan bidrage til, at TV 2s kæmpe palet af indhold også fremover er relevant for danskerne, og at TV 2 Nyhederne samtidig forbliver en arbejdsplads, det er værd at vende hjem til, siger Jacob Nybroe.
Han forlader dermed kommunikationsbureauet Nybroe og Brøcker, som den anden del af duoen, Morten Brøcker, nu fortsætter solo.
Kilde: TV 2