Arkiverede Tests

Inverto Black Ultra LNB – Den bedste LNB til Astra 2D?

Jeg benytter mig af en Trax TD 110 parabol til modtagelse af blandt andet Astra 2D signaler. Jeg har afprøvet flere LNB’er igennem tiden for at få det mest optimale signal. For 110 cm er lige i underkanten på de horisontale kanaler en del af døgnet og vejrreserve er der ikke meget af. Jeg kunne naturligvis skifte til en større parabol, men indtil videre har jeg klaret mig og eksperimenteret lidt med LNB’er i stedet. Seneste eksperiment var at skifte min Maximum LNB ud med en model fra Inverto. Om det gav et bedre signal kan du læse mere om i denne test.

IDLB QUDL40 ULTRA OPP

Producent: Inverto
 

Model: Inverto Black Ultra Quad High-Gain 0.2 dB (IDLB-QUDL40-ULTRA)

Pris: omkring 350 kr. hos TV-Radio-Shoppen

 

LNB’er, støjtal og Astra 2D specifikt

Der er større forskel på, hvordan LNB’er klare sig, end man lige skulle tro. Jeg har læst flere tests hvor LNB’er, der på papiret lyder super faktisk lever op til ordene i praksis. Det giver ikke nogen mening at stole blindt på begreber som støjtal. Ofte er disse mere teoretiske end i praksis retvisende i forhold til at finde den bedste LNB. Dertil kommer at der også er forskel på, hvordan forskellige LNB’er klarer sig på forskellige frekvensområder. Netop her spiller frekvenserne på Astra 2D ind. Alle disse er det lave område, og her kan forskellige LNB’er sagtens yde forskelligt. Også det enkelte eksemplar af en LNB kan være forskelligt fra andre i ydelse. Du kan således stå med 2 ens mærke LNB’er, og risikere at få et lidt forskelligt resultat på disse.

Inverto

Inverto er et anerkendt mærke indenfor LNB produkter. Firmaet er baseret i Luxemburg og leverer LNB’er i høj kvalitet, samt både consumer og broadcast udstyr generelt. Jeg har læst om positive erfaringer med Black Ultra LNB produktlinien, der består af single, twin og quad LNB’er. Jeg har derfor valgt quad modellen fra Inverto til denne produkttest, hvor jeg vil sammenligne min gamle single Maximum 0,2 SF-100 XO LNB med IDLB-QUDL40-ULTRA modellen fra Inverto.

Den rigtige LNB til det rigtige formål

Som nævnt så er denne LNB en quad LNB. Du kan således koble den til op til 4 tunere/receivere. Støjtallet er på 0.2dB og beskrives netop optimeret til modtagelse af signaler i yderområder i forhold til satelitters dækkeområde.  Faktisk så kan den ikke anbefales til at modtage signaler på meget kraftige signaler som f.eks. 19,2 og 5 øst samt 1 vest i Danmark. Her vil du kunne risikere at denne model leverer et ringere signal end andre almindelige lnb’ere. Her vil en Inverto Black Premium LNB være et mere oplagt valg. Men på papiret lyder Ultra modellen spm det rigtige valg for mig med modtagelse af Astra 2D signaler.

Nogen forskel?

Lad mig med samme sige, at jeg ikke har noget teknisk måleudstyr, så mine oplevelser er baseret på signalindikatiorene på min Atevio receiver og FireDTV DVB-S2 kort i min PC. I min test leverede Inverto Black Ultra en klar forbedring i forhold til både Maximum 0,2 SF-100 XO samt en Maximum XO-18 Octo (0.1 dB), som jeg også havde lejlighed til at afprøve. Specielt på de svage horisontale frekvenser leverer Inverto’en et bedre signal, end de øvrige jeg har prøvet. Jeg har altid mistet signalet på BBC 2 på 10773 H i morgen/formiddagstimerne, men efter at have skiftet til Black Ultra LNB’en, så kan jeg i godt vejr se kanalen hele dagen.  Dermed må jeg kåre Inverto Black Ultra Quad, som den bedste LNB jeg har prøvet på Astra 2D. Men selvfølgelig er det stadig parabolstørrelsen, der er vigtigst, specielt for dem der bor øst for Storebælt.

Sidder du med et signal fra netop Astra 2D som lige er på grænsen, så kan den være et forsøg værd og til en rigtig god pris.

Gå til denne LNB hos TV-Radio-Shoppen

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard