Dokumentarserien er baseret på Michelle McNamaras bestseller og får premiere 29. juni på HBO Nordic.
I midten af 1970’erne begyndte den såkaldte Golden State Killer at hærge i Californien, og man anslår, at han er ansvarlig for 50 voldtægter og 12 mord over en periode på 10 år.
Den berygtede forbryder udvalgte sine ofre omhyggeligt, overvågede dem og dannede sig et billede af deres vaner – og så pludseligt, midt om natten, stod han i deres soveværelse og blændede dem med lyset fra en lommelygte. Efter han havde begået sin forbrydelse, forsvandt han i mørket.
Godt 30 år efter de mange uopklarede forbrydelser, tog Michelle McNamara, en helt almindelig kvinde og journalist, fat på sagen. Hun interviewede overlevende ofre og vidner, pløjede sig igennem utallige dokumenter og politirapporter og startede bloggen, True Crime Diaries. McNamara blev fuldstændig besat af at opklare sagen og havde svært ved at opretholde sit normale familieliv. I takt med, at hun begyndte at skrive en bog om sagen, udviklede hun angst og startede med at tage sovepiller for at få ro. På tragisk vis endte det i 2016 med, at hun en nat fik taget en overdosis piller, der – i kombination med en udiagnosticeret hjertesygdom – resulterede i hendes død.
Bogen, Jeg forsvinder i mørket, udkom i USA den 27. februar 2018, to år efter McNamaras død. Hendes mand, skuespiller og komiker Patton Oswalt, hyrede journalist Billy Jensen og researcher Paul Haynes, der arbejdede sammen med McNamara på sagen, til at færdiggøre bogen. To måneder efter udgivelsen, den 24. april 2018, blev The Golden State Killer arresteret af de amerikanske myndigheder og retsforfølges nu for forbrydelserne.
I’ll Be Gone In the Dark er en skildring af en kvindes utrættelige jagt på en forbryder og hendes forsøg på at tvinge den navnløse forbryder frem i lyset. Samtidig er det en sand og brutal fortælling om en voldtægtsmand og morders koldblodige kynisme.
Serien er skabt af den Oscar-nominerede og Emmy-vindende instruktør, Liz Garbus (HBO’s Who Killed Garrett Phillips) og er produceret af Story Syndicate. Foruden Garbus selv er der flere andre instruktører tilknyttet seriens seks afsnit, blandt andre Elizabeth Wolff, Myles Kane og Josh Koury.
Få Ugens TV og Streaming Tips tilsendt som nyhedsbrev hver fredag