Hvilken kur dur? Slanke-tv på TV 2
I januar – efter en jul med masser af mad – føler mange danskere sig næsten som en blanding af en marcipangris og et menneske. På dette tidspunkt af året går tusindvis af danskere på kur for at slippe af med julefedtet.
Bøger om tidens mest populære slankekure såsom stenalderkost, juicekure og fastekure bliver hevet ned fra butikkernes hylder, og damebladene svømmer i opskrifter, der skal gøre det muligt at smide kiloene efter julens indtag af flæskesteg, and og marcipan.
Men hvad er egentlig fup, og hvad er fakta, når det gælder slankekure?
Sammen med ti danskere, der alle vil tabe sig omkring ti kg, går TV 2 på kur. I fem programmer – ”En kur der dur” med premiere mandag 6. januar – vil TV 2 teste de fem mest populære slankekure.
Vi tester, hvordan og hvorfor kurene virker eller ikke virker, og hvordan det er at følge dem. Undervejs bliver den sliksultne mor, den altædende far og den cola-afhængige kvinde presset til det yderste.
Eksperter følger med
To eksperter, læge Jerk W. Langer og ernæringsterapeut Louise Bruun, følger de medvirkende i deres kamp mod kiloene. Eksperterne vil give deres vurderinger af, hvorfor de medvirkende taber sig, og eksperterne vil ikke mindst hjælpe med tips og tricks til, hvordan man kan komme over de værste udfordringer.
Til sidst vil de medvirkende give seerne deres vurdering af kuren, og de to eksperter vil på baggrund af før- og efter-resultaterne af bl.a. de medvirkendes vægt, blodtryk og fedtprocent komme med deres vurdering af kurens effekt.
Fem populære kure
Selvom det synes enkelt at tabe sig ved blot at spise mindre og dyrke mere motion, elsker vi danskere slankekure. En ud af tre kaster sig hvert år ud i pinslerne. En del danskere har endda forsøgt flere af slagsen, for de kan ikke finde den helt rigtige kur, der dur.
Derfor vinder mange mere eller mindre indviklede slankekure stort indpas hos danskere, der vil tabe sig. Slankekurene lover alt fra at tabe sig til mere energi og et bedre liv. Juicekuren, 5:2-diæten, LCHF, Dukan og Palæo hører til tidens mest populære kure, og det er de slankekure, TV 2 sætter i fokus i ”En kur der dur”.
Kurene kan for nogen virke svært tilgængelige og for andre enkle. Ved at sætte to forskellige danskere på samme kur i hvert program får seerne et indblik i, hvor forskelligt kurene kan virke, og hvor besværlige de kan være i forhold til den livsstil, man har. Vi finder også ud af, hvad der er de vigtigste principper i hver kur, og hvilke virkninger kuren har på kroppen – og på psyken.
Kilde: TV 2