TV-Nyt

Huxi og Gintberg Do it like Denmark

Huxi og Gintberg – Do it like Denmark
Foto: Carsten Overbye

Den 8. november skal amerikanerne vælge deres næste præsident. I løbet af valgkampen har både Hillary Clinton og Bernie Sanders fremhævet Danmark som et foregangsland. Nu griber Jan Gintberg og Huxi Bach chancen og tager til USA for at udbrede kendskabet til de danske værdier blandt amerikanerne.

Rejsen til USA er blevet til programrækken ’Huxi og Gintberg – Do it like Denmark’, der sendes i tre dele – første gang den 21. september klokken 21.00 på DR1. Herefter de to kommende onsdage.

Danmark har under den amerikanske valgkamp for alvor placeret sig på verdenskortet. Gratis sygehuse, gratis uddannelsestilbud, grøn energi, tillid til hinanden og en overvejende grad af lykkefølelse er nogle af de billeder, der ofte bliver tegnet af det danske samfund. Jan Gintberg og Huxi Bach har nu sat kursen mod tre stater i USA for at vise amerikanerne vores bedste danske sider. Og for at få en snak om, hvad der kendetegner og adskiller det danske og det amerikanske samfund.

“Seerne kan glæde sig til at komme i godt selskab med et både nysgerrigt og vidende makkerpar, når Huxi og Gintberg på deres egen ubesværede, skæve og humoristiske måde indtager USA. Vi får et indblik i hvilke vilkår og hvilke værdier, der tæller for amerikanerne, inden de afgør, hvem der skal have det amerikanske lederskab – et valg som vedrører os alle,” siger redaktør i DR Medier Dorthe Thirstrup.

Fundraising eller partistøtte

Huxi og Gintberg besøger i alt tre såkaldte svingstater – altså en stat, hvor ingen af kandidaterne har et klart flertal. Første stop er Nevada, hvor de to rejsefæller blandt andet får fornøjelsen af at besøge et lokalt vælgermøde. Her møder de kandidaterne og kampagnelederen til en snak om, hvor forskelligt det foregår, når der skal samles penge ind til en valgkamp. Det er den amerikanske fundraising-model overfor den statsfinansierede partistøtte, som vi kender den i Danmark.

På bordel i Denver

Den amerikanske præsidentkampagne er karakteriseret ved, at præsidentkandidaterne har mere eller mindre kendte supportere. Blandt dem er ’Hookers for Hillary’ – en gruppe kvindelige sexarbejdere, der arbejder på USA’s måske mest berømte bordel, Moonlite Bunny Ranch i Nevada. Huxi og Gintberg møder bordelejeren Dennis Hof, der sammen med sine ansatte har fundet på ’Hookers for Hillary’. Dennis Hof har været med til at gøre Bunny Ranch berømt gennem en realityserie. Det er især Hillary Clintons synspunkter inden for sundhedsområdet, som ’Hooker for Hillary’ bakker op. Huxi og Gintberg drager hen på bordellet og taler med ejeren og de ansatte sexarbejdere om blandt andet arbejdstider og hviletidsbestemmelser.

UFO’er i ørkenen

Blandt amerikanerne er der også dem, som helt har mistet tilliden til de offentlige myndigheder og det politiske system. Nogle af dem tror i stedet for på UFO’er. Huxi og Gintberg tager med ud i det sagnomspundne UFO-område i Nevadas ørken for at opleve den stemning, der opstår, når man venter på kontakt med rumvæsener.

I de næste to programmer besøger Huxi og Gintberg svingstaterne Ohio og Florida.

USA er gået ind i den sidste fase af valgkampen. Bliver det Donald Trump eller Hillary Clinton, der bliver USAs næste præsident? Som dansker har vi ingen indflydelse på valget, men vi diskuterer det livligt, forarges, undres og underholdes, når verdens mest magtfulde land skal vælge sin leder. ’Huxi og Gintberg – Do it like Denmark’ er et optaktsprogram til DRs valgdækning. Frem mod valgdagen dækker DR det amerikanske valg fra mange forskellige vinkler på både tv, radio og web.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button