Arkiverede Tests

Humax BXR-HD+

Produktfakta Humax BXR-HD+

Kortlæser 1 til Boxer TV
Optag x 2 Ja
PVR Ja
PVR Type Intern
Standby forbrug 0.4W
Tændt forbrug 20-25W
Tunere 2 x DVB-T2
Størrelse bxdxh 380 × 245 x 55
Pris Fra omkring 3200,00 ved køb uden Boxer abonemment

 

Nye Boxer godkendte Humax modeller

Min første digitale satellit-tv modtager var en Humax, og nu har jeg så igen fornøjelsen af at prøve en Humax model, nemlig deres nye twin tuner DVB-T2 topmodel til Boxer TV med indbygget 500 GB harddisk BXR-HD+. Humax har de senere år været meget aktive på det engelske marked, og for nylig blev deres to Boxer godkendte modeller, BXR-HD og BRX-HD+ så lanceret på det svenske marked. Nu er Humax danske importør Jørgen P. Elektronik ApS og grossisten Max Nordic så klar til at levere de to bokse, der også kan håndtere Boxer HD fra 1. april til danske forhandlere. DIGITALT.TV anmelder her altså topmodellen med indbygget harddisk, mens anmeldelsen af lillebroderen BXR-HD kan læses her.

Humax BXR-HD+ Udpakning og design

Flot spejldesign på Humax BXR-HD+ med den store standby knap i midten og diskrete kanal og lydstyrkeknapper til højre.

Boksen er i flot sort glans, der dog er modtagelig for fedtede fingre. Fronten af boksen byder på et 12 karakters display med rød tekst. Er f.eks. kanalnavn længere end de 12 karakterer, så scroller navnet løbende, hvilket dog ikke er så distraherende, eftersom display teksten ikke er så kraftig farve/lysmæssigt. I standby er displayet helt slukket, og kun en svag rød cirkel omkring standbyknappen i midten på boksen er synlig. Er boksen tændt bliver denne cirkel blå, mens den er rød, når der optages.

På fronten finder du også diskret indbyggede touchknapper til at skifte kanal og ændre lydstyrken, og gemt nederst til højre, set forfra, finder du en USB port gemt bag en port skjuler. Igen en lille detalje, der sigter mod et pænt design. Lidt utraditionelt så finder du ikke som så ofte kortlæseren til Boxer kortet på fronten af boksen. Kortlæseren er nemlig placeret på bagsiden.

Bagsiden byder på

  • Fysisk strømafbryder
  • Analoge video og lydudgange
  • Scart
  • HDMI
  • Optisk S/PDIF lydugang
  • USB tilslutning
  • Netværkstilslutning (ikke aktiveret)
  • Antenne ind
  • Antenne ud (de rå signal ikke signalet fra boksen – kræver at du slå strømsparefunktionen fra)
  • Kortlæser til Boxer TV programkort

Humax BXR-HD+ leveres med

  • HDMI kabel
  • Scart kabel
  • Manual på Dansk, Engelsk og Svensk
  • Fjernbetjening med batterier

Fjernbetjeningen er som boksen i sort glans materiale, der er flot, men fingreaftryk ses naturligvis også her. Fjernbetjeningen er udrustet med en del knapper, som måske i første omgang virker lidt overvældende på nogle, men på den anden side er det egentligt rart med direkte adgang til timer, skift af opløsning med mere. Knapplaceringerne er en smagssag. Jeg skulle lige vende mig til at finde menu knappen, som virker lidt anonym, og måske kunne have været fremhævet med en anden farve eller noget.

Udover at betjene boksen, så kan fjernbetjeningen også styre 3 yderligere apparater mærket TV, DVD og Audio. Det kræver dog, at du har udstyr som er blandt de fjernbetjeningskoder, der er angivet i manualen.

Humax BXR-HD+ Installation og teknik

Installationen er som det skal være med valg af sprog, hvor der kan vælges mellem Dansk, Svensk eller Engelsk. Valg af billedformat og opløsning, hvor der kan vælges mellem original, 576i, 576p, 720p og 1080i. Jeg havde forventet at 1080p også var muligt, med baggrund i at det er muligt på den engelske model, der ligner denne end del, men maks er altså 1080i.

Fra du tænder for strømmen på stikkontakten, eller den er i standby med strømsparefunktion, går der lidt tid, en 15-20 sekunder. Boksen går dog ikke i fuld standby lige med det samme, så kom du lige til at slukke for boksen ved en fejl, så skal du ikke vente på at den er klar, hvis du tænder igen med det samme.

Autosøgningen fandt uden problemer alle de danske kanaler, og godt vejr gjorde at jeg også fik nogle norske tv og digitale radiokanaler ind.

Tuneren virker ganske følsom. Ifølge hvad jeg har prøvet med dæmpeled, viste den sig at klare sig rigtig godt på MUX1 sammenlignet med en anden boks, mens det var mere lige på andre MUX. Humax BXR-HD+ tilbyder i øvrigt aktiv forstærkning, såfremt du har en antenne, der er beregnet til dette.

Som tidligere nævnt så er BXR-HD+ udrustet med twin DVB-T2, hvilket gør den fremtidssikret til Boxer HDTV fra 1. april 2012. Skulle du have adgang til svenske signaler, kan du måske allerede nu få glæde af DVB-T2 funktionaliteten i forhold til at modtage de svenske SVT1 HD og SVT2 HD. Jeg har kun haft mulighed for at teste med DVB-T kanaler. Boksen håndterer frekvensområderne 174 – 230 MHz (VHF 7 MHz) og 470- 862 MHz (UHF 8 MHz).

Lydmæssigt så er der fuld support for 5.1 lyd på DRHD. Boksen omdanner HE-AAC til Dolby Digital lyd, for boksen er udrustet med Dolby Digital Pulse, og lyden blev gengivet uden problemer på min Yamaha surround receiver.

Netværksstikket på bagsiden er som nævnt desværre ikke aktiveret, så du kan bruge det til noget. Humax kan ellers godt på den front på det engelske marked, hvor den tilsvarende model Humax HDR-FOX T2 tilbyder netværksadgang.

Humax BXR-HD+ Daglig brug

Brugeroverfladen på boksen er ganske rolig for øjnene at kigge på, og frem for alt så er den hurtig og generelt ganske logisk. Under indstillinger i menuen, blev jeg dog lidt forvirret af overskriften “Foretrukne”, der dækker over indstillinger såsom tid, sprog, video og lyd.

Boksen tilbyder op til 5 favoritlister, hvor du kan gemme de kanaler, du ser mest og flytte kanaler op og ned i disse favoritlister. Det samme er desværre ikke muligt på hovedlisten, og desværre er man også uden mulighed for at have specifikke kanaler på specifikke kanalnumre. Så det er ikke muligt at have f.eks. Discovery på kanal 8, og klikke dig frem til den med 8 på fjernbetjeningen. I stedet så skal du have kanallisten frem, og finde din ønskede kanal på favoritlisten der.

EPG vises på tidslinje form med et lille billede, så du fortsat kan se TV, mens du er inde i EPG menuen. Der er mulighed for at bladre mellem op til 7 dages EPG informationer.

Et tryk på i knappen giver dig programtekst for et givent program, og med et tryk på den grøn knap får du mulighed for at søge i EPG’en, som du også kan søge tid og genrémæssigt i. På EPG menuen angives rød knap med titlen “Vejledning”, men i praksis synes knappen at springe til nuværende program, såfremt du har bladret længere frem i EPG’en.

Jeg savner en mulighed for at se EPG for en enkelt kanal på listeform. Det der mest ligner denne funktionalitet, er muligheden for at trykke info for at se EPG info for det nuværende program, herefter kan man via piletasterne bladre i kommende programmer for kanalen.

Det er logisk, at optagelser sættes til med et tryk på fjernbetjeningens optagknap, og på visse serier er der mulighed for at optage alle afsnit automatisk, men det er lidt ærgeligt, at det tilsyneladende mest er indhold på SBS kanalerne og Canal 9, hvor denne funktionalitet tilbydes.

Tekst-TV fungerer fint med sidehukommelse, som man også vil forvente på en boks i denne prisklasse.

Billedekvaliteten er god på boksen, men specielt med en High End boks som denne, så er det en skam, at vi endnu kun har en HD kanal på det danske sendenet, for boksen kan præstere meget mere end den billedekvalitet standard opløsningskanalerne tilbyder.

Humax BXR-HD+ PVR og Mediafunktionalitet

Den indbyggede 500 GB harddisk optager løbende, det du ser, så du altid kan spole tilbage, og generelt virker PVR delen rigtig stærk i denne boks. Der er ikke en fornemmelse af, at man skal vente på boksen komme i gang med at optage, spole osv. Det virker bare med det samme. Du kan spole med op til x32 normal hastighed, se tv i slow motion, og bruger du piletasterne på fjernbetjeningen kan du hurtigt hoppe i også lange optagelser. En anden mulighed er at hoppe 2 min. frem, som kan være praktisk f.eks. for at springe reklamer over.

Optagede programmer præsenteres flot ved tryk på Media knappen. Her får du programmer med deres titel og minibillede fra det optagede program. Billedet genereres dog vist først, når du starter afspilningen. Naturligvis kan du ved tryk på i knappen også læse programteksten for det enkelte program. Listen kan sorteres efter tid, alfabetisk eller efter kanalnavn.

Når du afspiller optagelser, så tilbyder Humax BXR-HD+ en bogmærkefunktion, der virker fint. Vil du markere et sted i en optagelse, du enkelt kan vende tilbage til, så er det bare at trykke på knappen, og så er bogmærket oprettet. Op til 32 bogmærker kan der oprettes til hver optagelse, og det kan f.eks. være nyttigt, såfremt du har optaget en koncert og vil dele den op med bogmærker for de enkelte sange. Naturligvis så husker boksen, hvor du kom til, såfremt du allerede har afspillet en del af en optagelse, og vil genoptage det senere. En redigeringsfunktion i forhold til at klippe i optagelser savnes dog.

Støj fra harddisken er der ikke noget af. En meget svag blæserlyd vil måske kunne anes af nogle, men klart mest såfremt man er helt tæt på boksen.

Det er muligt at optage 2 programmer samtidigt, mens der se et tredje, på en kanal der sender på samme MUX (frekvens), som én af dem der optages fra. Optager du 2 programmer fra samme MUX, så kan du helt frit se en anden kanal uanset MUX. Altså en stærk PVR del, der skulle kunne håndtere de fleste almindelige familiers behov. Skulle du komme til at sætte mere til at optage samtidigt end boksen kan håndtere, bliver du advaret om dette på skærmen, og bedt om at vælge hvad der skal optages.

Du kan naturligvis også se en optagelse, mens der optages. Optagelser kan sættes til via EPG eller manuelt, og der er mulighed for at angive tidsbuffer som standard, så du bedre sikret i forhold til at få hele det ønskede program med. En lille kritik må være, at starter man en optagelse af et igangværende program fra EPG’en, så gives der nemlig ingen indikation på at programmet optages i EPG’en, som det ellers er tilfældet med optagelser ud i fremtiden. Man skal helt ud af EPG’en, for at se der rent faktisk optages.

Der er mulighed for at kopiere optagelser fra den indbyggede harddisk til en USB enhed, men eftersom der jo er tale om en Boxer godkendt boks, så kan ts filerne ikke afspilles på f.eks. din computer, men kun på boksen. Det er tilsyneladende ikke muligt at afspille kopierede optagelser fra USB enheden direkte, de skal først kopieres tilbage over på den interne harddisk, hvilket gør det lidt mere besværligt desværre.

Det er dog alligevel positivt, at der er mulighed for at lave en form for arkiv på en ekstern disk, så man ikke er 100% låst til de indbyggede 500 GB plads, som i øvrigt også er lidt begrænset af at boksen tilsyneladende reserverer en del plads på harddisken til andet end optagelser. Jeg havde gerne set en 1 TB harddisk, så der var plads til mere, men ok 500 GB er stadig mere end den tidligere anmeldte Sagem boks tilbyder.

Kobler du en USB enhed til med video, musik og billedfiler, så er der ifølge manualen mulighed for at afspille Xvid, mp3 og jpg. For at tilgå indhold på USB enhed sætter du bare enheden til, så kommer der en menu frem med valg af om du vil se video, høre musik eller se billeder.

Humax BXR-HD+ håndterer også en del formater, når det gælder medieafspilning. For dem der vil vide om videocontainer formatet mkv virker, så er svaret, at det virker delvist i forhold til video, mens lyddelen er begrænset, eftersom boksen ikke tilsyneladende håndterer DTS lyd. Jeg havde held med at afspille VOB, WMV videofiler. WMA lydfiler kan boksen også afspille, men kun når man går ind under video, som indholdskilde, mens de ikke vises på listen, når man vælger musik. Musikdelen viser og afspiller udelukkende mp3 lydfiler. Humax har i forhold til musikafspilning tænkt på plasmaskærmsejere, eftersom billedet ikke forbliver statisk, mens der afspilles musik.

Humax BXR-HD+ Konklusion

Humax BXR-HD+ er et meget komplet bud på en velfungerende twin tuner PVR boks til brug med både kodede og ukodede kanaler via din stue- eller tag-antenne. Boksen har en velfungerende og enkel betjening, og byder også teknisk set på den bedste samlede pakke, jeg har set indtil videre indenfor Boxer godkendte bokse.

Boksen tilbyder fuld support for DR HD med 5.1 lyd, hvilket er temmelig sjældent, så mon ikke dette er et plus for mange surround interesserede. DVB-T2 tunere er naturligvis et plus og man kan sige at Boxer HDTV fra april 2012 lidt er et must hvis du vil have de bedste billeder ud af en dyr boks som denne. Generelt så virker tuneren ganske god til at hente også svagere signaler ind.

Der er få kosmetiske kritikpunkter hist og pist, og naturligvis havde det være rart med en aktiv brug af netværkstilslutningen, men det er ikke noget der virker ødelæggende for det positive helhedsindtryk, der dog også koster nogle kroner.

Stærk velfungerende PVR funktionalitet
HDTV Ready til Boxer HDTV fra april 2012
Mulighed for at afspille mediefiler fra USB

Kanalrækkefølge i hovedlisten/kanalnumre kan ikke ændres
Ingen funktionalitet i netværkstilslutningen

Humax sælger nu en nyere model BXR-HD+2, som nok umiddelbart bedre kan anbefales.

 

 

DIGITALT.TV takker Jørgen P. Elektronik ApS for at stille Humax BXR-HD+ til rådighed for denne anmeldelse

 

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard