Homey hæver priserne på Homey Pro fra juni
Homey varsler prisstigninger på både Homey Pro og Homey Pro mini fra 1. juni 2026.
Ifølge selskabet skyldes prisstigningerne højere priser på RAM og eMMC-lagring samt øgede omkostninger hos Raspberry Pi, som leverer en central hardwarekomponent til produkterne.
Homey Pro stiger til 449 euro
Fra juni ændres priserne således:
- Homey Pro: 399 → 449 euro
- Homey Pro mini: 249 → 279 euro
Selskabet oplyser samtidig, at der fortsat sælges enheder fra et tidligere produktionsparti til de nuværende priser frem til 1. juni eller så længe lager haves.
Flere produkter undgår prisstigning
Prisændringerne rammer ikke øvrige produkter i Homey-serien.
Homey Bridge, Homey Energy Dongle samt Homey Cloud og Homey Self-Hosted Server fortsætter ifølge selskabet til de nuværende priser, da de ikke benytter samme type hardware med højt hukommelsesforbrug.
Pres på hardwarepriser fortsætter
Homey peger desuden på, at Raspberry Pi allerede har varslet yderligere prisstigninger senere på året, hvilket potentielt kan påvirke kommende produktion.



