TV-Sport

Her er holdet til TV 2’s dækning af herrelandsholdet i fodbold

TV 2 har nu sat det hold, som skal dække Danmarks A-landskampe hos herrerne, når landsholdet – efter otte års fravær – er tilbage på TV 2 og TV 2 PLAY fra 1. juni 2022.

Flere af profilerne i TV 2s dækning er tidligere offentliggjort, og nu supplerer TV 2 truppen med udtagelsen af to markante fodboldeksperter: Brian Laudrup og Kenneth Perez.

TV 2s landsholdsteam ser herefter således ud:

Værter: Camilla Martin og Morten Ankerdal.

Eksperter i studiet: Brian Laudrup, Kenneth Perez og Mads Junker m.fl.

Kommentatorer: Thomas Kristensen og Morten Bruun.

Livereporter: Jon Pagh.

Andre af TV 2s fodboldreportere og -kommentatorer får forskellige roller i forbindelse med dækningen af Nations League og VM. Det gælder eksempelvis Jesper Amter, Jonas Hebo, Martin Gottschalk, Peter Graulund, Henrik Fallesen, Andreas Laudrup, Morten Glinvad og Kasper Lorentzen.

”Vi vil være godt selskab og stærke på analyserne”
Kristian Hyldgaard, kanalchef for TV 2 SPORT og TV 2 SPORT X, er begejstret for TV 2s landsholdsteam, og han ser frem til en flyvende start for TV 2-holdet i forbindelse med UEFA Nations League i juni og september.

– Jeg er virkelig glad og stolt over hele vores fodboldredaktion. Jeg synes i al beskedenhed, at vi har et fantastisk hold bestående af masser af rutine og talent, siger Kristian Hyldgaard og fortsætter:

– Det har været vigtigt for os at give landsholdsdækningen en friskhed og særpræg, der både afspejler den redaktion, vi har opbygget over de senere år på TV 2, og tilføjer et par nye, store personligheder til redaktionen. Det er et kardinalpunkt for os, at vi er stærke på analyserne, samtidig med at seerne føler sig i godt selskab, når de følger fodbold på TV 2. Vi vil omfavne fællesskabet – og invitere alle indenfor – og man skal kunne mærke vores personligheder i dækningen.

Om de to netop tilknyttede eksperter, Brian Laudrup og Kenneth Perez, siger Kristian Hyldgaard:

– Med Brian Laudrup som ny ekspert får vi på TV 2 en af Danmarks mest markante fodboldeksperter med stor historik på det danske landshold. Brians præstationer som spiller taler for sig selv, og han brænder stadig for det danske landshold. Det kan tydeligt mærkes ude ved skærmene, hvor seere og brugere følger med.

– Kenneth Perez har udviklet sig til at være en knivskarp fodboldanalytiker i Holland, hvor han til daglig arbejder som ekspert hos ESPN, og jeg er sikker på, at Kenneth kommer til at gøre mange seere klogere på taktik og analyse. Både Brian Laudrup og Kenneth Perez er også kendt for deres lune og gode humor, og det passer rigtigt godt ind i vores dækning, hvor seerne – i godt selskab – får både fodboldfaglig næring og god stemning, siger Kristian Hyldgaard.

I juni møder Danmark både Frankrig, Kroatien og Østrig (sidstnævnte både i en udekamp og en hjemmekamp) i Nations League, mens Nations League-returopgørene mod Frankrig og Kroatien foregår i september – alle kampene kan ses på TV 2. Landsholdets efterfølgende kampe bliver i november-december under VM-slutrunden i Qatar, som dækkes af TV 2 og DR.

Kilde: TV 2 Presse

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard