Her er de 12 par til Vild med Dans 2019
Når hele Danmarks dansegulv åbner til september, er det igen to kvinder, der danner årets værtspar i ‘Vild med dans’, nemlig Christiane Schaumburg-Müller og Sarah Grünewald. Det var også de to, der præsenterede sæsonens 12 par på et pressemøde i København.
- De 12 par er:
Anne Dorte Michelsen og Marc Mariboe Christensen - Birgit Aaby og Frederik Nonnemann
- Christel Pixi og Thomas Evers Poulsen
- Christopher Læssø og Karina Frimodt
- Coco O og Morten Kjeldgaard
- Jakob Fauerby og Silas Holst
- Marie Bach Hansen og Martin Parnov Reichhardt
- Michael Maze og Mie Martha Moltke
- Mikkel Kessler og Mille Funk
- Neel Rønholt og Michael Olesen
- Oscar Bjerrehuus og Asta Björk
- Umut Sakarya og Jenna Bagge.
– På TV 2 glæder vi os til at præsentere en festlig og farvestrålende sæson 16 af ‘Vild med dans’ – som altid båret af et fremragende hold af medvirkende, der allerede nu knokler løs i træningslokalerne. Men også et ‘Vild med dans’, som vi aldrig har set det før. Der er for første gang en helt ny og i øvrigt meget smuk scenografi, som dansekonkurrencen kan udspille sig i. ‘Vild med dans’ flytter nemlig fysisk, så vi nu får glæde af at have træningslokaler, kostumeafdeling og tv-studie under samme tag, siger Thomas Richardt Strøbech, underholdningsredaktør på TV 2.
Eihilt er tilbage
På pressemødet blev også de fire ‘Vild med dans’-dommere præsenteret – denne gang med en debutant. Anne Laxholm, Jens Werner og Nikolaj Hübbe får nemlig selskab af Marianne Eihilt, der i år afløser Britt Bendixen.
– Vi er meget glade for, at Marianne har takket ja til at vende tilbage til ‘Vild med dans’ som dommer. Hun har været med som danser helt fra starten i 2005, vundet to gange og har præcis den kærlighed og passion for programmet, vi har brug for i dommerpanelet. Og så er hun en, der gør tingene på sin helt egen måde. Ingen kan erstatte Britt Bendixen, hun er helt sin egen, men det er Marianne heldigvis også, siger Thomas Richardt Strøbech.
Tre par i finalen
‘Vild med dans’ vil i denne sæson også have forskellige dansetemaer på programmet, ligesom hele produktionen rykker ‘i byen’ et par gange: Til oktober for at samle ind til ‘Knæk Cancer’ i Det Kongelige Teaters historiske rammer, og til finalen, der endnu engang foregår i Forum Horsens.
– Og så krydser vi fingre for et efterår uden store skader, så vi i år kan få hele tre par at se i finalen, siger Thomas Richardt Strøbech.
‘Vild med dans’ 2019 har premiere fredag 13. september klokken 20.00 på TV 2 og TV 2 PLAY.
Der er ingen afgørelse i første program. Alle par går videre til program to.