Streamingnyt

Hendes Majestæt Dronningen og Bille August en del af ny dansk Netflix-spillefilm

Netflix har offentliggjort nyt om Ehrengard – en ny dansk Netflix-spillefilm instrueret af Oscar-, Golden Globe- og dobbelt Guldpalme-vinder Bille August og med scenografi af Hendes Majestæt Dronningen. Filmen er baseret på novellen Ehrengard, der var et af Karen Blixens (1885-1962) sidste værker. Anders August er manuskriptforfatter, og Marcella Dichmann fra SF Studios er producer. Projektet er udviklet af Jacob Jørgensen og JJ Film over de sidste 10 år.

Ehrengard får premiere globalt på Netflix i 2023.

Ehrengard – det handler den om

I eventyrriget Babenhausen bliver en ung, selvudnævnt kærlighedsekspert, Cazotte, hyret af den intrigante storhertuginde til at hjælpe med at sikre en arving til tronen. Mens han leder efter en passende fremtidig prinsesse, underviser Cazotte også den generte og indadvendte kronprins i kunsten at forføre og elske. Men deres plan giver bagslag, da en arving bliver undfanget uden for ægteskab, og kongefamilien må søge tilflugt på Rosenbad-slottet. Alt imens rivaler internt i kongefamilien kommer på sporet af deres udspekulerede plan, bliver Cazotte selv forelsket i hofdamen Ehrengard og lærer gradvist, at han faktisk slet ikke er nogen kærlighedsekspert.

Ehrengard byder på scenografi designet af Hendes Majestæt Dronningen. Siden 1970 har Dronningen været engageret i en lang række kunstneriske udtryksformer: maleri, kirketekstiler, akvareller, tryk, bogillustrationer, decoupage, scenografi og broderi. På grund af sit mangeårige virke som scenograf i dansk film, tv og teater er hun æresmedlem i Sammenslutningen af Danske Scenografer.

Instruktør Bille August: “At Ehrengard bliver vakt til live som en Netflix-film er en storslået mulighed og jeg glæder mig rigtig meget til at introducere denne fascinerende historie om forførelse og begær til et globalt publikum. Dronningen har skabt de mest fantastiske decoupager til anledningen, og de kommer til at være det dominerende træk ved filmens overordnede scenografiske udtryk. ”Fantastisk” (i bogstaveligste forstand) er vores udgangspunkt for filmen; vi ønsker at bruge humor og elegance til at skabe et ubekymret, burlesk, fabelagtigt og autonomt visuelt univers.”

Hendes Majestæt Dronningen: ”Jeg er utrolig glad for at være en del af dette projekt. Karen Blixens historier har altid fascineret mig – med deres æstetiske fortællinger, deres fantasi og deres, for mig, billedfremkaldende verdener. Man kan virkelig mærke, at forfatteren ligesom H.C. Andersen havde en fantastisk sans for det visuelle. Ehrengard er en af Karen Blixens fascinerende kvindelige karakterer og en af de få, hvis historie ender lykkeligt. Intrigerne væver sig ind og ud af hinanden, og Karen Blixen snurrer sit spin rundt om karaktererne, indtil vi (og de) bliver helt rådvilde. Jeg har forsøgt at fortolke Blixens fantastiske univers i udviklingen af decoupagerne og kostumerne, og jeg glæder mig til at se fortællingen om Ehrengard komme til live i filmen.”

Lina Brounéus, director co-production & acquisition EMEA hos Netflix: “Jeg er stolt af og begejstret for at bringe Ehrengard til live på Netflix. Med så stærkt et kreativt team i Bille August og Anders August, vores tætte partnere SF Studios som producent kombineret med de ekstraordinære decoupager af Dronningen føler jeg mig sikker på, at denne tidløse fortælling bliver lige så episk, genial og vittig, som Karen Blixens mesterværk fra 1962.”

Marcella Dichmann, producer: ”Jeg er dybt beæret over at være en del af dette vidunderlige projekt, der handler om en kvindes kloge reaktion på mandlig forførelse. Bille August er et ikon for skandinavisk film, og sammen med decoupagerne skabt af Dronningen er visionen for filmen stærk. For mig er det et kæmpe privilegium at arbejde med denne film – og at kunne dele den globalt sammen med Netflix.”

Kilde: Netflix presse

SkyShowtime50procent

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard