Hella Joof og Rasmus Bjerg bliver værter på Dansk Melodi Grand Prix 2020
DR1 blænder op for Dansk Melodi Grand Prix 2020 den 7. marts. I år bliver det med et nyt makkerpar på værtsfronten. Det er nemlig netop afsløret, at det bliver Hella Joof og Rasmus Bjerg, der skal styre løjerne, når den traditionsrige sangkonkurrence ruller over tv-skærmen for ikke mindre end 50. gang.
Som noget nyt har DR i år valgt at afholde en semifinale på radio og dr.dk, hvor danskerne kan være med til at vælge, hvilke sange der skal videre til den store Grand Prix-finale, der i år bliver afholdt i Royal Arena i København. Semifinalen skydes i gang mandag 20. januar.
Derudover har DR for første gang i 21 år valgt at genintroducere liveorkestret. I år bliver musikken i Dansk Melodi Grand Prix nemlig spillet live, og det er det populære The Antonelli Ochestra, der får æren af at spille op til Grand Prix-fest. The Antonelli Ochestra er kendt fra blandet andet TV 2-programmer som Vild med dans og Toppen af poppen.
Sidst der var et liveorkester med i Dansk Melodi Grand Prix var i 1999. Det var året, hvor Michael Teschl og Trine Jepsen hev sejren i land med rapsangen ‘Denne gang’.