Nyheder

Godt nytår fra DIGITALT.TV

Så er det tid til at ønske alle brugere af DIGITALT.TV et godt nytår. Det har igen været et godt år med fine besøgstal, hvilket jo må betyde at websitet giver jer noget.

Det er måske ikke alle der ved det, men DIGITALT.TV er et enkeltmands foretagende, hvor jeg skriver indhold og holder styr på alt det tekniske i forhold til server og websitet, der løbende skal holdes opdateret. Så det er naturligvis ekstra rart at vide, at mit arbejde værdsættes.

TV-Krig og TV-Fusion

Årets store nyhed, også besøgstalsmæssigt, har været YouSee og Discovery krigen, som er blevet dækket løbende, og for alvor slår igennem her fra nytår, hvor kanalerne forsvinder fra YouSee. Vores guide til YouSee kunders alternativer er i top 3 over årets mest besøgte sider på DIGITALT.TV. Emnet har også været det mest kommenterede af jer brugere.

Jeg kan mærke, at flere så småt måske er ved at være lidt trætte af al snakken om YouSee og Discovery. Da DIGITALT.TV jo er et website, der lever af reklamer, der afregnes efter antal besøgende, så er det naturligt, at siden behandler det der er aktuelt for fleste lige nu. I de seneste par måneder har der været stor interesse for netop artikler om dette emne, og det bliver der jo nok også her i starten af 2020.

Jeg synes selv, at DIGITALT.TV har behandlet emnet uden at vælge side, selv om nogle har kommenteret at DIGITALT.TV skulle være på Discovery Networks side. For god ordens skyld kan jeg sige, at DIGITALT.TV aktuelt ikke har affliateaftale med Discovery, så der tjenes pt. ikke på at henvise til Dplay eller Eurosport Player.

En nyhed, som for år tilbage ville have været en større nyhed, var naturligvis at Viasat og Canal Digital fusionerer. En logisk udvikling i et vigende tv-udbyder marked, hvor det ikke giver mening med to operatører af satellit-tv længere. Det skal blive interessant at følge, hvordan fusionen skrider frem i 2020.

Streamingkrigen

I 2020 bliver der forventeligt endnu større kamp om streamingmarkedet, når Disney+ forventeligt åbner i Danmark. DIGITALT.TV holder naturligvis igen i 2020 løbende øje med alt det nye om Disney+, Netflix, Viaplay, HBO, C More, Apple TV+, Dplay osv.  Fra januar 2020 udvides overblikket over streaming med månedsguide for Paramount+ streaming tilbuddet, som er en del af pakken hos flere tv-udbydere.

Det skal også blive interessant at følge DR TV, efter de lukker DRK, DR3 og DR Ultra og for alvor skal spare. Selv om Flow TV er på retur, så har DIGITALT.TV i 2019 faktisk udvidet med programoversigter og programomtaler for en række tv-kanaler. Der er også udvidet i forhold til guides til TV-Sporten. Det fortsættes naturligvis i 2020, hvor vi forresten også siger goddag til en ny flow-tv kanal, nemlig TV 2 Sport X.

Med ønsket om et godt nytår

Bo Kjærgaard
Webredaktør www.digitalt.tv

I samme kategori

Back to top button