Globale streamingtjenester skruer ned for nordisk indhold
– nye tal viser markant fald i lokale titler
Ifølge analysefirmaet Mediavisions seneste Nordic Content Analysis er antallet af nye nordiske titler fra globale streamingaktører faldet med omkring 20 procent i 2025 sammenlignet med 2024. Dermed fortsætter en nedadgående trend, der har været synlig over de seneste år.
– Tilbagetrækningen fra globale spillere er ved at ændre de konkurrencemæssige dynamikker i Norden. Fremover vil succes i stigende grad blive afgjort af, hvor effektivt tjenester omsætter lokal indsigt til målbar effekt – frem for hvor meget indhold de kan fylde i kataloget, siger Fredrik Liljeqvist, Principal Analyst hos Mediavision.
Netflix har indtil videre kun annonceret to danske titler her i 2026, serien Kastanjemanden Sæson 2 og Den Hemmelige Kvinde. I 2025 var der 5 danske titler.
Selvom Mediavision ikke selv peger på konkrete årsager, kan udviklingen ses i lyset af bredere branchetendenser:
- Øget fokus på profitabilitet: Flere globale streamingtjenester har de seneste år skærpet fokus på indtjening frem for vækst, hvilket typisk fører til strammere investeringsbudgetter.
- Højere produktionsomkostninger: Lokale dramasatsninger er blevet dyrere, blandt andet på grund af inflation, lønpres og generelt højere produktionskrav.
- Mindre risikovillighed: Internationale aktører kan være mere tilbageholdende med at investere i mindre lokale markeder, hvis afkastet er sværere at skalere globalt.
- Strategisk omprioritering: Globale tjenester kan prioritere større, internationale franchises og formater med bredere global appel frem for lokale originals. Viaplay har nu efter deres økonomiske vanskeligheder skruet meget ned og satser på reality og lignende frem for fiktion



