Gintberg på kanten – ny sæson på DR1
Oplev Jan Gintbergs nye humoristiske rundrejse i rigets yderste kroge! I selskab med blandt andet algeindsmurte kirkegængere, en kvindelig snadekunstner , en mavedanser på rulleskøjter og polkadansende hvaloplysere ryster Gintberg igen godt op i landets udkanter i sin vedholdende jagt efter mangfoldighed og selvironi .
Det såkaldte ’udkantsdanmark’ er normalt udskældt for at være fattigt og underudviklet. Men er der måske alligevel noget basalt livsbekræftende over indbyggerne i yderkanterne? I 10 nye programmer af ’Gintberg på kanten’ fortsætter komikeren Jan Gintberg sit antropologiske humørtjek af Danmarks problematiserede yderkanter.
Følg med når Jan Gintberg i sin humoristiske nationalskildring møder algeindsmurte klienter i den ombyggede wellness-kirke på Læsø, når han roterer kraftigt rundt om sig selv i selskab med en pensionsmoden sørøverkaptajn på Danmarks mindste færge ved Hundested, og når han oplever glæden ved ’discount-mus’ og indædt byfejde mellem Tarm og Skjern.
Ligesom i de første programmer kan seerne opleve Jan Gintberg i en humoristisk og kærlig ping-pong med de lokale, når han researcher til det standup show, han efter 48 timer optræder med for områdets beboere i jagten på selvironien og den lille forløsende latter.
Humor i Nuuk og Christiania
Ud over de danske øer og udkantsprovinsbyer udvider Jan Gintberg i den ny sæson begrebet ‘udkant’ til at indbefatte blandt andet Nuuk og Christiania, hvor han hhv. går i byen med arrangøren af Grønlands første gay-parade og følger fristadens eneste rulleskøjte-mavedanser.
– Hvor der er mange fordomme om et sted mener jeg også er der grund til at lede efter det livsbekræftende og lidt skæve, som kan samle os om et godt grin! Og selvom der er nok af problemer at tage fat på i Grønland, så er grønlænderne jo ikke født uden humoristisk sans, siger Jan Gintberg, der også fandt sjove vinkler på fristaden Christiania.
– Danmarks næststørste turistattraktion er Christiania… er I klar over hvor vilde Græsteds pensionister er efter at prøve at fyre op i et rullepapir med sjov tobak? Jeg må indrømme jeg er ikke den samme mand efter den tur, siger Jan Gintberg, der i første program lægger ud på Læsø, hvor han blandt andet får indblik i en hidsig bi-krig, bakker på piber formet som kvindelår og nyder egnens kulinariske stolthed: en jomfruhummer-hotdog.
’Gintberg på kanten’ har besøgt følgende byer:
Læsø – sendes 1. september kl. 20
Hundested – sendes 8. september kl. 20
Christiania – sendes 15. september kl. 20
Tarm – sendes 22. september kl. 20
Nuuk – sendes 29. september kl. 20
Mors – sendes 6. oktober kl. 20
Bogense – sendes 13. oktober kl. 20
Gellerupparken – sendes 20. oktober kl. 20
Nordborg – sendes 27. oktober kl. 20
Thorshavn – sendes 3. november kl. 20
Alle tider på DR1.
Kilde: DR presse