Nyheder

Gift ved første blik – Ny sæson på DR1

I Danmark lever cirka 1,6 millioner alene, og aldrig før er så mange blevet skilt. Men hvorfor er det så svært at finde sin store kærlighed, og kan det mon lade sig gøre ved hjælp af eksperter? Se med i den nye sæson af DR1-eksperimentet.

Den nye sæson af Gift ved første blik starter 13. oktober 2015 kl. 20:00 på DR1 

Gift ved første blik deltagere i program 1

Gift Poul 2015
(© dr)

Poul, har været single i et år, 31 år, har rødder i både Brasilien og Danmark. Han elsker musik og kan ikke leve uden sine trommer. Og som han selv siger, så har han en vild side med rock og masser af tatoveringer – men han er en blød bamse indeni.

Gift Lene 2015
(© dr)

Lene er studievejleder, 29 år og har været single i to og et halvt år. Mener selv, at hun ikke har mødt den rigtige endnu, fordi hun ikke har vidst, hvad hun skulle lede efter. Hun har haft flere kærester, men aldrig boet sammen med én. Drømmen er mand og børn.

Gift Ulrik 2015
(© dr)

Ulrik har været single fire år, han er 34 år og arbejder med unge kriminelle. I sin fritid dyrker han maratonløb. Han bor alene i sit hus sammen med sine to hunde, Albert og Otto.

Gift Ane 2015
(© dr)

Ane er single på tredje år, hun er 32 år og sygeplejerske på en børneafdeling. Hun vil så gerne have børn, og hendes store drøm er at finde en mand, hun kan dele resten af sit liv med.

Gift ved første blik deltagere i program 2

Gift Michael 2015
Michael er 30 år, han arbejder som revisor og har været single i tre år. (© dr)

Michael, har været single i tre år, 30 år, revisor i arkitektfirma og bor i København. Han synes, han mangler noget i sit liv, og mener selv, at det må være parforhold og to-somhed. Han glæder sig til at blive tvunget til at lære et andet menneske at kende i fem uger og derefter tage stilling.

Gift Line 2015
Line er single, 27 år og specialestuderende. (© dr)24

Line, single i tre år, 27 år og specialestuderende, Århus. Savner virkelig en at dele livet med. Har prøvet lidt af hvert – har både været på netdating, Tinder, blinddates og mere af den slags. Drømmen for hende er et godt job familie og nogle dejlige små børn.

Gift Niels 2015
Niels er 30 år og har været single i tre år. (© dr)

Niels, 30 år og selvstændig indenfor skov og anlæg, har været single i tre år. Bruger meget energi i sit arbejde, fordi, som han siger, så har han jo kun sig selv at komme hjem til. Bor i sit barnsomshjem, som han er ved at sætte det i stand – han er blandt andet ved at bygge walk-in closet – fordi det vil de fleste kvinder formentlig gerne have, mener han.

Gift Randi 2015
Randi på 30 år bor alene med sin hund Molly, hun har været single i fire år. (© Dr)

Randi har været single i fire år, 30 år og er faglært salgsassistent. Arbejder i sportsbutik i Vejle og har købt sit eget lille hus for et par år siden. Bor alene med sin lille hund, Molly. Hun føler, hun spilder sit liv ved at være single og savner tosomheden rigtig meget. Hun synes, at datingmiljøet er en jungle – det er simpelthen for nemt at vælge fra! Hun er familiemenneske og har sin søster og hendes familie boende tæt på.

Det kan være både grænseoverskridende og svært at forestille sig. At gifte sig med et vildt fremmed menneske, man aldrig tidligere har mødt. Det er ikke desto mindre tilfældet for otte danskere, der alle har indvilget i at medvirke i DR1’s eksperiment ’Gift ved første blik’.

Med deres ’ja’ til hinanden på rådhuset skal de fire par leve sammen som ægtepar i fem uger. I perioden skal de igennem en række fælles oplevelser og coachforløb, der har til formål at styrke båndene i mellem dem, så der bliver skabt et grundlag for at kærligheden kan spire og i sidste ende give dem lysten til at fortsætte ægteskabet, når eksperimentet stopper efter fem uger.

Kærlighed går heldigvis aldrig af mode, men tallene viser, at mange ikke har held med det. Derfor er det relevant at se nærmere på vores vaner og mønstre, når det handler om kærlighed. Vi dygtiggør os i alt lige fra brødbagning til præsentationsteknik, men i forhold til noget så væsentligt som kærlighed lader de fleste sig naturligt nok styre af lyst og følelser. Men hvad nu hvis vi kunne finde den bedst mulige livsledsager på et rationelt grundlag frem for udelukkende at være styret af vores instinkt og fornemmelser? Det er væsentligt at undersøge, og det gør vi i ‘Gift ved første blik’”, siger DR-redaktør Sofia Fromberg.  

Parrene er ikke sat tilfældigt sammen. 400 kvinder og 150 mænd har tilmeldt sig eksperimentet og efter grundig gennemgang af de mange profiler har programmets eksperter matchet de otte deltagere Ane, Lene, Randi, Line, Niels, Michael, Poul og Ulrik. De otte er mellem 27 og 34 år og kommer fra både Sjælland, Fyn og Jylland. Fælles for dem er, at de uden held har prøvet stort set alt for at finde den eneste ene.

Det svære match
Eksperterne består af psykologer, sexologer og en antropolog, der ud fra deres forskellige fagligheder sammen har fundet frem til de bedste match. Spørgsmålet som bliver besvaret i løbet af de otte programmer er, om det også i virkelighedens verden er fire gode match:

”Programmerne giver i denne sæson mere indsigt i det grundlag, der har ført til matchet mellem de fire par. Desuden får parrene flere samtaler med eksperterne undervejs. Her får de præciseret, hvorfor de er et godt match, men også hvad de skal arbejde med for at blive en enhed og finde kærligheden,” siger Sofia Fromberg og fortsætter:

”Mit håb med tredje sæson af ’Gift ved første blik’ er, at seerne reflekterer over deres egen kærlighedssituation, og at de med udgangspunkt i programmerne vil være med til at debattere, hvad der skal til for at et ægteskab eller et parforhold kan holde”, fortæller redaktør Sofia Fromberg.

Eksperterne
I de første programmer står den på bryllup og brudevals og derefter på bryllupsrejse, inden parrene flytter sammen. Her skal de få en hverdag til at fungere sammen og arbejde for at blive til ’vi’ i stedet for ’jeg’. Seerne bliver vidner til om kærligheden blomstrer eller visner, og hvordan de otte medvirkende håndterer de større eller mindre bump som naturligt opstår i parforhold.

Af de eksperter, som skal hjælpe de fire par på rette vej, er der tre gengangere fra sidste års eksperiment. Psykologerne Gert Martin Hald og Annemarie Bergholt og antropologen Trine Demant. Ny i panelet er psykolog Thomas Markersen. På baggrund af de eksperternes grundige observationer, samtaler med deltagerne og ved at spørge til deres personlighed, værdier, seksualitet, samliv og kommunikation bliver de otte singler matchet. Præsten Michael Brautsch medvirker også i programmerne som en slags livline, der med uvildige øjne kan hjælpe og støtte de medvirkende.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard