Nyheder

Frømandskorpset – ny serie på DR1

Frømandskorpset DR1
Foto: STV

Følg aspiranter og uddannede frømænd i den nye DR1-serie ’Frømandskorpset’, når den danske specialenhed inviterer inden for i deres lukkede verden fra den 2. november.

Det kræver mod, tillid og ikke mindst viljestyrke at blive frømand. Den specialiserede enhed blev oprettet i 1957, og siden har kun 311 danskere gennemført den ekstreme uddannelse – heriblandt H.K.H. Kronprinsen, der er kendt som ”Pingo” i Frømandskorpset.

Nu får seerne en sjælden mulighed for at få et indblik i en ellers meget lukket verden fyldt med dæknavne og hemmelige missioner, når ’Frømandskorpset’ har premiere mandag den 2. november. Igennem et helt år har DR1 fulgt de nye aspiranter, mens de gennemgår den berygtede optagelsesprøve, men vi møder også uddannede frømænd, der har været i korpset i mange år. Vi følger dem på øvelser og missioner til vands og lands. Nat og dag – i Danmark og i udlandet.

”Jeg tror, de fleste ved, at Frømandskorpset er en specialenhed i det danske forsvar, og at frømændene bliver tilkaldt, når der er brug for nogle af verdens absolut bedste soldater, men det er vist de færreste, der ved, hvad det kræver at være frømand. Vi har fået en unik adgang til Frømandskorpset, og vi kan derfor give seerne et nuanceret billede af det at være frømand, for vi er både med til optagelsesprøven og på de skarpe missioner,” fortæller Anders Thomsen, der er dokumentarredaktør for DR1.

Den ultimative udfordring
I ’Frømandskorpset’ møder vi blandt andre 26-årige ”Larsen”. Han er aspirant og har sammen med 69 andre håbefulde danskere fået mulighed for at tage den svære optagelsesprøve. Vi følger gruppen igennem den fem dage lange prøve, hvor deres fysiske og psykiske evner og kompetencer i den grad bliver udfordret. Mange falder fra undervejs, men de mest hårdføre gennemfører – og kan se frem til den endnu hårdere elevuddannelse, hvor kun de få bedste i sidste ende står tilbage og kan kalde sig frømænd.

Seerne får også kendskab til de uddannede frømænds arbejde. Vi bliver indviet i og er med på de opklarings- og kampopgaver, som ”Tot”, ”Pee Jay” og andre frømænd udfører herhjemme og i udlandet. Deres arbejde består i alt fra at beskytte civile danskere til at deltage i egentlige kamphandlinger.

Alle frømænd har et alias, som er deres navn i Frømandskorpset. Af sikkerhedsmæssige årsager er det også dette ”kælenavn”, de præsenterer sig selv med i programmet.

”Selve arbejdet med serien har været underlagt strenge sikkerhedshensyn, og vi har derfor også været nødt til at sløre de fleste frømænds ansigter, fordi man af hensyn til deres og landets sikkerhed ikke må kende deres identiteter. Når det er sagt, så får man et ægte og oprigtigt indblik i deres arbejde, hvad enten der er tale om øvelser eller missioner, og det er interessant og spændende at følge disse mennesker, der har en markant anden arbejdsdag, end de fleste danskere kender til,” forklarer Anders Thomsen.

’Frømandskorpset’ er i fem afsnit og bliver vist første gang mandag den 2. november klokken 20.45 på DR1.

Kilde: DR

I samme kategori

Back to top button