Fra 1-værelses til strandvejsvilla vender tilbage med en sæson 2
Fra 1-værelses til strandvejsvilla programserien på TV 2 får en ny sæson. I den nye sæson vil man kunne følge byggeriet af strandvejsvillaen men samtidig starter man op igen med ny udfordring.
Da vi forlod liebhavermægler Lars Elbæk og designer Rasmus Larsson havde de sikret sig den grund på Strandvejen, de igennem to år har higet efter. Men huset er endnu ikke bygget. Det vil man kunne følge i den nye sæson, som er sat til at komme på skærmen i 2021.
Grunden på Nordre Strandvej i Ålsgårde i Nordsjælland kostede ikke alle de penge, som makkerparret har investeret og tjent under boligeksperimentet. Der er 1,2 millioner tilbage til selve boligbyggeriet. Lars Elbæk og Rasmus Larsson vil starte igen fra scratch og reinvestere hver en krone i en lille lejlighed, så de igen kan tjene flere penge til drømmehuset.
Ved at sætte lejligheden i stand og sælge den videre håber boligeksperterne, at de kan gentage succesen fra programmets første seks afsnit: De vil igen få summen til at vokse gennem en række bolighandler. Denne gang ryger det endelige overskud altså direkte i boligprojektet i Ålsgårde.
Målet er at tjene 800.000 kroner, så de kan bygge for to millioner i alt.