TV-Nyt

Foråret på TV 2 Fri

TV 2 Fri ny TV 2 kanalI det nye år sætter FRI endnu mere fokus på årstidernes gang og danskernes fritidsprojekter, og foråret springer ud i fuldt flor, når ”Frihuset” igen byder på masser af timer med hobby, hus og have. I 2014 sender ”Frihuset” to timers direkte tv fra mandag til torsdag.

– Vi har fra starten set stort potentiale i ”Frihuset”, der i den grad har fundet sin trofaste seerskare. I den næste tid kommer vi til at arbejde meget målrettet på at gøre programmet endnu bedre, end det allerede er i dag. Vi styrker desuden kanalen med de bedste udenlandske programmer om både natur og livsstil, siger kanalchef for TV 2 Networks, Sune Roland, og fortsætter:

– Der er noget super livsbekræftende ved at finde tonen på en helt ny kanal til danskerne. Og vi ved, at vi har fat i noget, når flere af vores egenproduktioner nærmer sig seertal omkring de 100.000, senest med ”Fantastisk Fund”, der på sin premiere i mandags lagde ud med 84.000 seere. Vi håber meget på, at vi med vores stærke programmer henover foråret vil tappe ind i folks lyst til at bevæge sig ud i den danske natur – både den vilde og den lige uden for døren. 

FRI sætter fra mandag 13. januar fokus på Danmarks vilde dyreliv med liveeventen “Naturen LIVE – hvem kommer til middag?” på fri.tv2.dk. For hvad sker der egentlig i den danske natur, hvis man lægger et dødt dyr ud, så der er noget at spise af for de andre dyr? Hvem kommer til middag? Det vil FRI undersøge, og 11 dage i træk, 24 timer i døgnet har danskerne en unik mulighed for at følge med i naturens gang direkte hjemme fra stuerne, på arbejdet eller i skolen. 

I april måned kan seerne desuden glæde sig til endnu et eksperiment i ”Naturen LIVE”, hvor FRI leverer et fascinerende indblik i rævens adfærd og færden i Danmark. 

Seerne inviteres ud i det FRI
FRI fortsætter desuden succesen med ”Vildmanden”, hvor David Carsten Pedersen tager seerne med ind i sin fascinerende verden. David elsker alt ved naturen, og da jagtsæsonen står for døren, begynder det at krible i ham. Han vil vise danskerne, at jagt både er en passion og en trend, der handler om meget mere end at dræbe dyr.  

I forårets premiere på ”Peter og kolonihaven” følger FRI Peter fra Aarhus og hans kolonihave, som han er ekspert i at dyrke. Peter har købt sig en gammel rønne af en kolonihave, og han ved alt om, hvordan grøntsagerne skal dyrkes, og blomsterne skal plantes. Han har dog ikke den fjerneste idé om, hvordan man sætter et hus i stand, og han får brug for naboernes hjælp til det faldefærdige hus.   

Gode loppefund, smukke haver og fantasifulde rum
Allerede her i januar er FRI i fuld gang med at vende blikket mod danskernes livsstil, og kigger i serien ”Fantastiske fund” nærmere på luksusvarer, arvestykker og loppefund. Serien følger de glade kræmmere og krejlere, der gerne vil gøre en god handel, og Nordeuropas største onlineauktionshus, Lauritz.com, er det centrale omdrejningspunkt, der giver seerne indblik i, hvad der driver krejlerne til den evige jagt efter gode fund.

Der er også smukke og inspirerende haver på programmet, når Ellen Nybo sammen med Tivolis chefgartner, Tom Knudsen, og havearkitekt, Dorthe Kvist, rejser rundt i landet og besøger 21 vidt forskellige haver og deres passionerede ejere i ”Årets dejligste have”. I finalen er det seerne, der afgør, hvilken have, der er den smukkeste, og dermed hvilken haveejer, der skal belønnes med 100.000 kr.        

Seerne kan desuden glæde sig til mange flere timer med have, hus og hobby og kan blandt andet se frem til helt nye afsnit af den svenske livsstilsserie ”Sommer med Ernst”, David Attenboroughs naturprogrammer, de engelske boligprogrammer ”Fantasifulde rum” og haveprogrammer med den engelske haveguru Alan Titchmarsh.

Kilde: TV 2

I samme kategori

Back to top button
Close

Adblocker registreret

Kære besøgende, DIGITALT.TV er et énmandsforetagende, der er afhængigt af reklameindtægter for at kunne fortsætte driften. Jeg beder dig venligst om at deaktivere din Adblocker på denne side. Uden reklameindtægterne har jeg desværre ikke mulighed for at holde siden kørende. På forhånd tak for din forståelse og støtte. Webredaktør Bo Kjærgaard