For Godt Til At Være Sandt – nyt forbrugerprogram på DR
Thomas Buch-Andersen er værten, der i et spritnyt forbrugerprogram tager reklamerne på ordet. For kan forbrugerne mon stole på det, når Colgate lover “hvidere tænder på en uge”? Når
Clever lover, at deres ladenetværk til el-biler dækker hele Danmark? Vichy lover finere halskontur, tydeligere kæbelinje og en spændstigere kind – holder det? Og indeholder en pølse fra Gøl mere kød end de fleste? Eller er det mon for godt til at være sandt?
Programmerne dissekerer reklamerne og efterprøver påstandene med testpersoner, testhunde, analyser og ekspertvurderinger. Producenterne får selvfølgelig mulighed for at kommentere på programmernes undersøgelser, og det tilbud tager de fleste imod. Uanset om de stiller op til interview eller ej, får de alle et nyt reklameslogan forærende, som ‘For Godt Til At Være Sandt?’-redaktionen har forfattet.
Whitening
I det første program tester seks personer en såkaldt whitening tandpasta, og overtandlæge Ulla Pallesen fra Tandlægehøjskolen vurderer effekten. Peter Andreas, som er lektor i branding og konceptudvikling forklarer, hvordan reklamen er bygget op, og hvilke tricks man bruger for for eksempel at signalere renhed, blot med et farvevalg.
“Vi vil gerne give de forbrugere som reklamerne er rettet mod, en chance for at se om løfterne holder og man virkelig får hvad man bliver stillet i udsigt. Når man som forbruger har en viden om, hvordan reklamerne er konstrueret, og hvad løfterne bygger på, giver det én mulighed for at forholde sig mere kritisk til de valg man foretager,” siger Lotte Lindegaard, der er kanalchef for DR1.
Thomas Buch-Andersen er vært, og programmerne vises på DR1 fra onsdag den 13. marts kl. 20.40 og otte onsdage frem.
Programrækken indeholder blandt andet:
13. marts: Colgate – hvidere tænder på en uge
20. marts: Harpic afløbsrens – fjerner proppen på fem minutter
27. marts: Clevers Ladenetværk – dækker hele Danmark
3. april: Pedigree Dentastix – reducerer opbygningen af tandsten med op til 80 procent
10. april: Easy – det med småt
17. april: Gøl Pølser – mere kød end de fleste
Kilde: DR