Følg de danske holds vej til Europa
Millioner af kroner og prestige er på spil, når de danske klubber drager ud i Europa for at spille sig nærmere dette års europæiske slutspil i både Champions League og Europa League. Og TV3+ er glade for at kunne være med hele vejen i AaB, FCK og Brøndbys bestræbelser på at nå med blandt de bedste hold i Europa.
TV3+ viser FCK’s hjemme- og udekamp mod ukrainske FC Dnipro, hvor en samlet sejr i den tredje kvalifikationsrunde udløser playoff til Champions League. Især udekampen har været i fokus de seneste par dage på grund af urolighederne i det østlige Ukraine. Hos FCK venter man stadig på en endelig melding fra UEFA, der skal beslutte om kampen skal spilles på ukrainernes hjemmebane i Dnipropetrovsk.
De danske mestre fra AaB træder også ind i tredje runde af Champions League-kvalifikationen og møder enten Dynamo Zagreb eller Zalgiris Vilnius. Nordjydernes hjemmebanekamp bliver ligeledes vist på TV3+.
Endelig er Brøndby tilbage i Europa og skal på en svær opgave mod belgiske Club Brügge med danske Jesper Jørgensen og Jim Larsen i truppen. TV3+ viser både Brøndbys hjemmekamp og kampen i Belgien, når holdet fra Vestegnen skal forsøge at leve op til tidligere tiders storhed i Europa og spille sig nærmere Europe League.
“Vi er glade for at kunne vise de afgørende kampe med både Brøndby og FC København og AaBs hjemmekamp i CL-kvalifikationen. For Brøndbys vedkommende er det comeback i Europa mod en svær, belgisk modstander, og Brøndby bliver virkelig testet over to kampe. For både AaB og FC København gælder det, at de med samlet sejr kan se frem til mange millioner i indtægter, så der er virkelig tale om kampe, hvor der er noget på spil, og specielt FCKs udekamp i det uroplagede Ukraine er jo omgærdet af en masse åbne spørgsmål, som ikke gør den mindre interessant”, siger TV3 SPORTs redaktionschef Kim Mikkelsen.
TV3-kanalerne følger også Esbjergs vej til Europa League, hvor holdet havde stor succes i sidste sæson. Esbjerg fik et flot resultat med hjem fra det første opgør mod Kairat Almaty fra Kazsakhstan, hvor vestjyderne scorede sent i kampen, der endte 1-1. Med det fine udgangspunkt er der altså masser at spille for, når TV3 SPORT1 viser returkampen i Esbjerg.
Sendeplanen for de danske holds eventyr i
Europa ser sådan ud:
24/7 18.45 TV3 SPORT 1 EfB – Kairat Almaty, Europa League-kvalifikation
30/7 17.55 TV3+ Dnipro – FC København, Champions League-kvalifikation
30/7 20.15 TV3+ AaB – Dynamo Zagreb/Zalgiris Vilnius, Champions League-kvalifikation
31/7 20.25 TV3+ Club Brugge – Brøndby IF, Europa League-kvalifikation
6/8 19.30 TV3+ FC København – Dnipro, Champions League-kvalifikation
7/8 19.30 TV3+ Club Brugge – Brøndby IF, Europa League-kvalifikation