Felix jagter vejen til succes
I en ny programserie på TV 2 rykker Felix Smith tæt på nogle af Danmarks mest succesfulde mænd og kvinder. “Felix jagter vejen til succes” har premiere på TV 2 onsdag 17. april kl. 20.35.
En lind strøm af rudekuverter. Ferien der ikke blev til noget. Bilen på værksted og smalkost sidst på måneden – for langt de fleste af os er privatøkonomien en konstant bekymring og stressfaktor.
Felix Smith er ikke en fattig mand. Og han klager ikke. Men han lejer sin bil. Lejer sit hus. Han vender ofte hver en øre og lever i fast forhold til sit overtræk på kontoen…og han indrømmer det gerne.
Derfor jagter Felix dette forår vejen til succes blandt nogle af Danmarks mest succesfulde mænd og kvinder for at finde ud af, hvordan livet er, når dén slags bekymringer pludselig ikke længere eksisterer.
I seks afsnit rykker Felix tæt på stjernearkitekten Bjarke Ingels (BIG – Bjarke Ingels Group), rengøringsdronningen Birgit Aaby (Combi Service), iværksætteren og ildsjælen Mads P. Veiby (tidl. Mobilselskabet M1, nu SpilNu.dk ), møbel-magerne Mette og Rolf Hay (Hay CPH), designeren Charlotte Jorst (Skagen Design) og chokolade-feinsmeckeren Peter Beier (Peter Beier Chokolade).
De har hver især – og på hver deres måde – taget deres idé eller talent hele vejen fra nul til 100 med særdeles stor succes. De er alle startet som dig og mig, men har gjort deres drømme til virkelighed. Og en levevej.
Millioner på kontoen? Anderkendelse…eller bare friheden til at gøre, præcis dét de har allermest lyst til? Hvad er det, der driver dem? Hvad er hemmeligheden bag succes – og kan det læres?
Kilde: TV 2